Da der er bevilget penge fra staten og kommunen, er det en forudsætning, at kommunen er bygherre på det samlede projekt, hvor man har knap ni millioner kroner til rådighed.
Det fremgår af budgettet, at man regner med at bruge 2,6 millioner kroner til bynære naturstøttepunkter, 2,85 millioner kroner til samlingssteder i naturen og 550.000 kroner til info, skilte og vejvisersystem.
Kommunen lægger op til et tæt samarbejde med 4-Kløver-Klyngen, og at der skal udarbejdes en aftale, som definerer roller og ansvar for de involverede parter. Det handler blandt andet om den efterfølgende drift af de nye samlingssteder. Det fremgår, at klyngen tidligere har tilbudt at tage sig af denne del.
Slutter i 2025
I løbet af 2023 skal ansvarsfordeling, placering af samlingssteder, funktionalitet og udformning besluttes med tæt inddragelse af 4-Kløver-Klyngen og de to store bidragydere, Realdania og Lokale- og Anlægsfonden.