Skolepatrulje er regionens bedste

Skolepatrulje er regionens bedste
Arkivfoto: Berit Hvassum
NOTITS | 12. APR 2023 • 13:21
NOTITS
12. APR 2023 • 13:21

Den lokale skolepatrulje fra Åvangsskolen går videre i konkurrencen om at blive kåret som landets bedste.

Åvangsskolen i Rønne er tirsdag udråbt som regional vinder i Årets Skolepatrulje 2023, og de er dermed videre i konkurrencen om at blive Årets Skolepatrulje 2023.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Vinderne – som foruden Åvangsskolen også tæller en skole i hver af de fire andre regioner – er udvalgt af Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med LB Forsikring, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere. Vinderne er fundet på baggrund af flere end 750 indstillinger, som elever, lærere og forældre har indsendt med anbefalinger om gode skolepatruljer landet over.

– Vi er super stolte af, at vores skolepatrulje har vundet den ærefulde titel. Det er fuldt ud fortjent, for vores 6. klasses elever står uden at kny i regn, sol og blæst og hjælper alle elever sikkert i skole, udtaler skoleleder Christian Faurholdt Jeppesen.

En fantastisk indsats

I indstillingen om Åvangsskolen står der blandt andet:

– Åvangsskolens skolepatruljen sikrer trafikken for de tre knudepunkter, som bruges af eleverne, forældre og ansatte, så alle kan komme over de trafikerede veje mellem biler, gående, cyklister og flere busser fra hele øen.

Og om de fem regionale vindere udtaler seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik Liv Kofoed-Jensen:

– Hver eneste skolepatrulje har ydet en fantastisk indsats for at gøre skolevejen mere tryg for deres medelever, og det skal de have stor tak for. Vi kårer nu fem skolepatruljer, der har gjort en helt særlig indsats, som regionale vindere af ’Årets Skolepatrulje 2023’. Vi ønsker dem alle tillykke, og takker for deres flotte arbejde.

De fem regionale vindere vil hver modtage en præmie på 5.000 kroner og vil gå videre til finalen om at blive Årets Skolepatrulje 2023. Hvis Åvangsskolens skolepatrulje går hele vejen og bliver Årets Skolepatrulje 2023, kan de se frem til et festligt frikvarter med Hjem Is-bil, DJ, optog og musik for hele skolen. Den endelige kåring af 'Årets Skolepatrulje 2023' sker inden sommerferien.

Fakta om skolepatruljer

• Det er elever i 6. til 9. klasse, som står skolepatrulje.

• Omkring 20.000 elever er med i landets skolepatruljer.

• Skolepatruljerne så første gang dagens lys i Danmark i 1949.

• Det er Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, der står bag skolepatruljerne.