Tag fat i din kollega: Firmastafetten nærmer sig

Tag fat i din kollega: Firmastafetten nærmer sig
Det giver lidt ekstra krydderi til løbet, når deltagerne stiller op i deres arbejdstøj, fortæller arrangør Claus Clausen fra Viking Atletik. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | 15. MAJ 2024 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
15. MAJ 2024 • 15:30

I år løbes firmastafetten torsdag den 6. juni klokken 18.30, og der er stadig masser af ledige pladser, fortæller arrangør Claus Clausen fra Viking Atletik.

I skrivende stund er der tilmeldt små 20 hold, hvoraf Jensen Denmark har tilmeldt 14 hold.

– Vi satser på at komme op på mellem 150 og 200 hold, som vi plejer, siger Claus Clausen, som derfor opfordrer alle på arbejdsmarkedet til at tage fat i sine kollegaer og samle et hold på tre deltagere, som hver skal løbe tre kilometer.

Langt de fleste møder op i sportstøj, men det er også set, at læger fra hospitalet stiller op i operationstøj eller brandmænd løber med gasmasker på.

– Det sætter lidt ekstra gang i den, og det er altid et festligt indslag, når det sker, siger Claus Clausen, som også mener, at det kan give noget god reklameværdi for en virksomhed, hvis de ansatte løber i deres arbejdstøj.

Firmastafetten starter og slutter som sædvanligt på Rønne Stadion Nord, hvor der forventes at være tusindvis af tilskuere, som hepper på løberne.

– Vi gør det, som vi plejer, for vi har fundet et koncept, som er rigtig fornuftigt. Løbet er selvfølgelig centrum for firmastafetten, men det er lige så vigtigt for os, at deltagerne kan sidde på plænen og hygge sig, når de er kommet i mål, siger Claus Clausen og oplyser, at det plejer at være regionskommunens personaleforening, som har flest hold med.