Da billedhugger Ole Christensen i oktober 2000 døde, kun 68 år gammel, efterlod han sig et hav af stenskulpturer fra sit myreflittige virke ved Bakkely i Olsker, som han købte med hustruen og keramikeren Karin Høi Christensen tilbage i 1958.
Efter Ole Christensen pludselige død etablerede familien en skulpturpark på boligens store naturgrund, der kun kan nås til fods eller på cykel, mens en vandre- og cykelrute naturligt fører turister og lokale forbi.
Her er i dag opstillet omkring 60 af Ole Christensens skulpturer, så de kan opleves i den natur, der inspirerede til dem. Stenskulpturerne fra Ole Christensen hånd har ofte har stærke undertoner af frugtbarhed og erotik, men tager udgangspunkt i naturens former, såsom frø, frugter, skaller og spirer.
En foræring
Familien til billedhuggeren tilbød, at Bornholms Regionskommune kunne overtage parkarealet vederlagsfrit, og det blev der endeligt takket ja til ved kommunalbestyrelsesmødet i denne uge.
Udgifterne i forbindelse med overdragelsen, det vil sige 40.000 kroner til udmatrikulering af parkarealet ved Stenløsevej 7 samt tinglysning af skøde, kan finansieres af forventede overførte midler fra 2019 til 2020 inden for Bornholms Regionskommunes Kunst- og Kulturhistorisk Råds ramme under bevilling 21; Kultur og Fritid.
Den løbende drift af skulpturparken, der forventes af koste omkring 17.000 kr. netto om året, vil kunne afholdes inden for kommunens budget til grønne arealer. Overdragelsen er tænkt som en gave til folket, hvilket forudsatte, at kommunen giver adgang for offentligheden.
10 skulpturer er kunstmuseets
I forbindelse med overdragelsen har Ole Christensen familie foræret 10 ud af de i alt 60 skulpturer, der i dag står i parken, til Bornholms Kunstmuseum.
De 10 skulpturer udgør parkens hovedværker og vil ifølge aftale mellem familien og kunstmuseet forblive opstillet på markerne i den natur og det miljø de er blevet skabt i. Familien beholder ejerskabet af parkens resterende 50 skulpturer, mens de giver Bornholms Kunstmuseum forkøbsret, ifald familien på et senere tidspunkt skulle ønske at sælge.
Skulpturparken i Olsker fik i juli 2019 landzonetilladelse af Bornholms Regionskommune samt en dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 3, da parkarealet er beskyttet overdrev, altså et forhenværende græsningsareal fra historisk bondeland.
Udover de mange skulpturer rummer parken et mindre stenbrud, hvor Ole Christensen i sine unge år brød af granitten, for at kunne lave sine mange værker, der blandt andet indbragte ham Eckersberg Medaillen i 1984.
Den gives til billedkunstnere og arkitekter for en indsats af høj kunstnerisk kvalitet inden for den frie eller den bundne kunst.
To af Ole Christensen marmorskulpturer er indkøbt af Statens Museum for Kunst, de fleste af hans værker er ellers udført i granit. Der er i dag opstillet skulpturer af Ole Christensen flere steder i Danmark, blandt andet friluftsbadene i Hjørring (1971) samt Vestertorv i Kolding (1989).
Her på Bornholm kan hans skulpturer ses flere steder på øen, eksempelvis ses foran Gudhjem Museum, Bornholms Kunstmuseum og ved Svanekegården.