De to har heller ikke solgt særlig mange ting endnu, men de er ikke så bekymrede.
– Det er jo meget godt, at man kan bruge vinteren på at sidde og nørkle og lave noget fornuftigt, og så kan man sælge det, så det ikke kommer til at hobe sig op, fortæller hun med et smil. Og der er virkelig blevet produceret nogle ting, som nok skal få ben at gå på, når først skoleferien starter. Til den tid skal de to også være med på markedet i Snogebæk.
Der er også god stemning hos Inger Darling, som har alverdens nips og kræmmerier til at ligge klar på bordet. Selvom der ikke har været mange gæster forbi på åbningsdagen, så er hun slet ikke i tvivl om, at der nok skal komme salg i den, når først turisterne begynder at ankomme.
– Indtil videre er det bare hygge, og det er så dejligt at komme i gang igen, når man har været spærret inde hele vinteren, ler hun.
Der bliver piftet højt og gennemtrængende. Nu er der eftermiddagskage, forlyder det, og Lis Wermelin rejser sig fra stolen og sender et stort smil.