Regionskommunen og rådgiverholdet, der er hyret til at forberede byudviklingsprojekter på Nørrekås og omkring Store Torv i Rønne, inviterer til borgermøde. Det digitale møde foregår på torsdag, 28. januar klokken 18.30-20.30.
”Formålet med mødet er dels at informere om det igangsatte arbejde, og dels at give alle deltagere mulighed for at komme med bemærkninger og spørgsmål til regionskommunen og rådgiverne”, står der i invitationen.
På grund af pandemiens restriktioner foregår mødet over video, og man kan stille spørgsmål via en chatfunktion.
Kulturhus og havneplan
Det igangværende arbejde skal føre til vedtagelsen af en strategisk helhedsplan for Nørrekås-området, et arkitektkonkurrenceprogram for et kulturhus i Dams Gård og en trafik- og parkeringsstrategi for det centrale Rønne, oplyser planlæggerne.
Udgangspunktet for projekterne er Strategisk Udviklingsplan for Rønne, der blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i 2019. I denne plan blev det estimeret, at en komplet indvendig renovering af Dams Gård vil koste cirka 50 millioner kroner. Kommunen købte Dams Gård for 3,7 millioner kroner i 2018.
Den nuværende rådgivningsfase i udviklingsarbejdet løber frem 1. oktober 2021.
Ønsker man at tilmelde sig borgermødet, skal man skrive til projektleder Ditte Marquard Jessen på dmj@urland.dk.