RVV har skruet priserne i vejret, selv om selskabet kun betaler 60 procent hos Beof

RVV har skruet priserne i vejret, selv om selskabet kun betaler 60 procent hos Beof
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. MAJ 2020 • 09:45
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
28. MAJ 2020 • 09:45
VARMESTRID

Rønne Vand og Varme betaler kun 60 procent af det beløb, som Bornholms Energi og Forsyning opkræver for varmen, der produceres på kraftværket på Rønne Havn.

Det forbrugerejede selskab overfører et beløb, der svarer til varmeprisen før den omstridte ombygning af kraftværkets blok 6, som RVV aldrig gav samtykke til.

– Vi sender et brev til hver eneste faktura, hvor vi skriver nøjagtigt, hvad det er for nogle overvejelser vi gør, og hvorfor vi ikke betaler den fulde regning, siger Erik Steen Andersen til Bornholms Tidende.

Jeg har hørt nogle varmebrugere undre sig over, hvorfor I hæver priserne for kunderne, når I ikke betaler den fulde pris for varmen. Hvad ligger bag jeres beslutning?

– Punkt ét er det rent regnskabstekniske; hvis vi modtager en faktura, har vi en regning stående, og uden en tilsvarende indtægt har vi en underdækning i virksomheden – ud over den underdækning på cirka 10 millioner kroner, vi i forvejen regner med i år. Hvis det værste sker, og Beof får ret i alle deres påstande, skal vi betale alle disse penge, og så vil vi i givet fald komme ud med en kæmpe ekstraregning til kunderne. Derfor kører vi på den sikre side og forestiller os "worst case". Hvis ikke vi skal betale pengene, kommer de tilbage til forbrugerne.

Vi er inde en i periode, hvor mange ikke har samme indtægter som normalt på grund af coronakrisen. Kunne I ikke, i det lys, have sørget for, at varmeregningen ikke steg så meget?

– Vi er nødt til at have enderne til at nå sammen. Men det er klart, at vi i vores rykkerprocedure er mere langmodige. Vi er opmærksomme på, at der er nogle mennesker, som i øjeblikket har det lidt sværere end normalt, og dem finder vi nogle ordninger for. Men det er ikke noget, vi har mærket meget.

På Facebook er der en protestgruppe, hvor folk begynder at skrive om, at de kunne undlade at betale den fulde pris for varmen – ligesom I gør overfor Beof. Hvad er din kommentar til det?

– Det vil jeg se, før jeg tror det. Det kan godt være, at det kan være en tanke hos nogen. Hvis man gør det, ville vi komme i den situation, at vi bruger den normale rykkerprocedure. Og desuden risikerer man at stå med en kæmperegning, den dag vi måske taber til Beof, hvis det skulle ske. Vi vil gerne køre det sikkert og ordentligt, så vi er sikre på, at enderne kan nå sammen, uanset hvad der sker, siger Erik Steen Andersen.