Har man boet i Rønne i nogle år, kan man sikkert huske, hvordan det lød, da Rønne Havn fik rammet pæle i forbindelse med udvidelsen af en af havnens kajer. Kan man ikke huske det, eller oplevede man det ikke tilbage i 2018, får man chancen nu. Entreprenørfirmaet MT Højgaard skal således til at etablere en kajvæg i den sydlige del af havnen.
Det er kommet frem på et digitalt informationsmøde, som Rønne Havn har holdt.
Faktisk begyndte arbejdet mandag og varer indtil midten af juni, men det er ikke sådan, at bankelydene vil være konstante i de næste fem måneder.
– Vi har rigtig meget tid til at håndtere profiler, håndtere rammestyring, til at vibrere i løbet af en dag, så selvom vores dag går fra syv morgen til seks aften, så er der rigtig meget af tiden i løbet af dagen, hvor vi enten vibrerer eller flytter rammeudstyr, flytter flåde eller er inde at læsse, så ramningen vil stadig være begrænset til det absolutte minimum på selve profilerne, sagde projektchef Dan Harborg Locht fra entreprenørfirmaet MT Højgaard på mødet.