Regionskommunen: Udbuddet om plejefamilier skal ikke gå om

Regionskommunen: Udbuddet om plejefamilier skal ikke gå om
Familieplejen Bornholm tabte opgaven med plejefamilier ved et udbud, som blev afgjort i starten af september. Bornholms Regionskommune hjemtager opgaven fra 1. januar, men Familieplejen Bornholms advokat har klaget over udbudsprocessen og håber fortsat på, at udbuddet skal gå om. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 23. OKT 2020 • 14:37

23. OKT 2020 • 14:37
UDBUD

I slutningen af september indgav Familieplejen Bornholms advokat, Ea Meyer, en klage over processen i udbuddet om opgaven med plejefamilier, hvor Familieplejen Bornholm tabte udbuddet til regionskommunens eget kontrolbud.

 
Vi har en klage
i støbeskeen.

 

Klagen blev sendt til Klagenævnet for Udbud, efter Familieplejen Bornholms advokat uden held havde forsøgt at komme i dialog med direktionen i regionskommunen om en række kritikpunkter, som hun havde rejst på vegne af Familieplejen Bornholm.

Ea Meyer udtalte dengang til Bornholms Tidende, at hun havde ønsket en dialog i stedet for en klagesag.

– Vi søgte dialogen, men fik den ikke. Det er spild af samfundets penge, at min klient og kommunen nu får udgifter på en klagesag. Det bliver trukket i langdrag, og det ville vi gerne have undgået, siger hun.

Hos Klagenævnet for Udbud ville der nemlig ifølge Ea Meyer være en sagsbehandlingstid på minimum tre måneder. Dermed nærmer man sig 1. januar, hvor regionskommunen skal overtage opgaven med plejefamilier fra Familieplejen Bornholm.

Medgiver ét kritikpunkt

I mellemtiden er regionskommunens administration nu klar med en redegørelse med svar til Ea Meyer og Familieplejen Bornholms kritik, som er udgivet på kommunens egen hjemmeside.

Her skriver administrationen, at den sammen med en ekstern advokat har vurderet kritikken fra Familieplejen Bornholm og de spørgsmål, som er blevet rejst af tre kommunalbestyrelsesmedlemmer. Blandt andet har Ea Meyer i kritikken af udbudsprocessen fremført, at Bornholms Regionskommune har overtrådt kontrolbudsbekendtgørelsen, udbudsloven og virksomhedsoverdragelsesloven.

I redegørelsen fremhæver regionskommunens administration 11 punkter, hvor man ikke er enig i kritikken. I et enkelt punkt medgiver administrationen, at Familieplejen Bornholm har ret i sin kritik.

Det er punktet om, hvorvidt det fremgik af udbudsannoncen og udbudsmaterialet, at Bornholms Regionskommune selv ville afgive et kontrolbud. Her medgiver Bornholms Regionskommune altså, at man ikke har handlet i overensstemmelse med kontrolbudsbekendtgørelsen. Administrationen skriver dog også, at Familieplejen Bornholm alligevel har vidst, at kommunen ville lave et kontrolbud:

"Det kan dog dokumenteres, at Familieplejen Bornholm både før og efter afgivelse af tilbud har været bekendt med, at Bornholms Regionskommune ville afgive et kontrolbud. Derfor er det vores eksterne advokats umiddelbare vurdering, at selv om Bornholms Regionskommune ikke har handlet i overensstemmelse med kontrolbudsbekendtgørelsen § 4, stk. 1, da vil betingelserne for et erstatningskrav ikke være tilstede", skriver regionskommunens administration i redegørelsen.

Skal ikke gå om

Da Ea Meyer havde indgivet klagen over udbudsprocessen udtalte hun til Bornholms Tidende, at hun håbede på, at udbuddet om opgaven med plejefamilier ville gå om.

– Det er stadig vores håb, at vi med en kendelse i hånden kan få genudbudt opgaven, sagde hun til Bornholms Tidende den 24. september.

Men det fremgår nu af redegørelsen fra regionskommunens administration, at det ikke er det, man har tænkt sig at gøre.

– Med afsæt i ovenstående opsamling er det administrationens samlede vurdering, at det ikke giver anledning til, at udbuddet bør gå om, skriver administrationen afslutningsvist i redegørelsen.

Familieplejens advokat Ea Meyer oplyser til Bornholms Tidende, at hun har modtaget redegørelsen, men at den ikke ændrer på noget for Familieplejen Bornholm.

– Vi har en klage i støbeskeen, og det ændrer det, der står i redegørelsen, ikke på, siger hun.