På Musestien kan du møde farlige slanger og løbende egern

At vandre med børn er som at have en lup i hånden.

Med julens fede mad i sigte trænger man til frisk luft og motion – også gerne på forkant. Hvorfor ikke tage børnene i hånden og gå en sjov lille vandretur på ”Musestien” ved Hareløkkerne i Almindingen. Overfor øens fine travbane har Naturstyrelsen etableret en god legeplads og samtidig lavet en lille natursti, hvor forældre med børn kan gå og finde musenes fjender på klipperne og træerne. De er ikke levende, men udhuggede af træ og opsat af skovens folk. Det er en nem tur på halvanden kilometer, og den varer kun en halv time. Turen er mest egnet for mindre børn.

Legepladsen ved Hareløkkerne i Almindingen. Foto: Søren P. Sillehoved


Musenes tumleplads ved Andreasmosen

Andreasmosen kaldes naturområdet, og det en sprækkedal med klipper, en lille mose, granskov og løvtræer. Hvis man lister frem på indianermaner, ser man først nogle store mus lavet af træ, og derefter følger deres mange fjender. En lang slange, et egern i et træ, en høg, en ugle og en flyvende musvåge på en stang. Der ses en ræv. Selv om der ikke i dag findes ræve på Bornholm, for det er kun for sjov. Man finder ligeledes store kogler, og dem der er spist af musene. Ved alle figurer findes et skilt med en app, så man med mobilen kan læse om dem.

På et træ hopper et egern, der også er lavet af udhugget træ. Foto: Søren P. Sillehoved

Musestien med børneøjne

For et år siden havde jeg en stor fornøjelse, at vandre turen en sommerdag med vores tre oldebørn. To femårige drenge, der er tvillinger, samt deres tre år gamle lillesøster. Selvfølgelig mente jeg, at naturvejlederen kunne fortælle dem sjove ting om naturen, og oldemor havde købt et gennemsigtigt plastikkrus med låg som et forstørrelsesglas. Bare for en sikkerheds skyld var der medbragt lidt slik. Jeg havde beregnet turen til en time, men den kunne vare hele dagen.

At vandre med børn er som at have en lup i hånden. Det, som voksne ikke kan se, opfanges let af børneøjne. Lillesøster gik med oldemor i hånden, de to tvillinger styrtede rundt og var helt ligeglade med træfigurerne.

De så efter levende dyr. Alt der bevægede sig, lige fra behårede larver, sommerfugle, græshopper, myrer, frøer, snegle og andet. Vi havde ikke gået en meter, før de opdagede en syngende græshoppe. Den samlede de op, mens jeg fortalte, at den synger ved at gnide vingerne sammen. Sejt sagde de, men virkede ligeglade. For to sekunder efter fandt de en stor edderkop. Dens fangstnet hang som dråber på brombærbusken. De så, at edderkoppen gnaskede på en lille larve.

Oldefar med oldebørn på Musestien. Foto: Søren P. Sillehoved

Ådselbiller i hundelorte

Et øjeblik efter fandt de en blå ådselbille i en hundelort. De syntes, det var noget lort, da jeg fortalte dem, at de samler lorten og graver den dybt ned i et hul i jorden. Her bliver æggene lagt, og senere spiser dens larver af moderens omsorg. Efter en halv time havde vi kun gået hundrede meter. Børnenes øjne fangede alle de væsener, som de voksne ikke får øje på i travlheden.

Under grantræerne fandt de kogler med kongekroner. De syntes, det var flot, og jeg prøvede at fortælle dem, at grankogler af douglas altid har skæl, der ligner en lille kongekrone. Det hørte de ikke, de var løbet videre hen til en stor myretue. Av, råbte den ene, han var blevet bidt af en myre. Prøv at lugte til hånden, sagde jeg. Han syntes, den lugtede af tis. Myrer kaldes ”tissemyrer”, og de forsvarer boet ved at bide og sprøjte syre, der lugter af urin.

En farvestrålende ådselbille. Foto: Søren P. Sillehoved

Nye lorte i skoven

En samling brune kuglerunde efterladenskaber påkalder sig deres opmærksomhed. Hvad er det for lorte, spørger de ivrigt. Det kan enten være rådyr eller en hare. Hvis det er en hare, har den afføring to gange. Den skider først noget tyndt, der er grønt og spiser det. Bagefter fremkommer de små runde tørre brune kugler. De syntes, historien var ulækker.

På et blad fandt børnene en lille grøn bladtæge. Jeg fortalte dem om navnet. Da deres mor havde fortalt børnene om farlige tæger, blev de bange. Det behøvede de ikke, for grønne bladtæger lever af bladenes saft. De farlige kaldes flåter. To sekunder efter fandt de en skovflåt på stammen af et birketræ. Den eneste jeg så kravlede på mine bukser.

Over mosen svævede en stor guldsmed og blev hurtigt spottet af børnene. Guldsmede ser alt, fortalte jeg. Mens I kun har to øjne, har en guldsmed mange, der er sammensat af i alt 10.000 små linser, som ser alt på lang afstand.

Springfrøer på springtur

Vi nød børnenes ivrighed. De små ben var blevet trætte, men lidt slik opkvikkede dem til nye springture. Da opdagede deres små øjne en lille brun frø med sort banditmaske. Jeg fortalte dem, at det er en ung springfrø, der med sine lange bagben kan hoppe to meter. Mere end 40 gange mere end dens længde. Hvor langt kan I hoppe? De prøvede og opgav. Jeg fortalte dem, at springfrøen overlever vinteren under blade i skovbunden. De kan tåle at fryse til is, det overlever de sagtens, og når isen smelter om foråret, vågner frøen og siger kvæk. Børnene var allerede væk.

Senere fandt de sorte snegle, behårede sommerfugle og andre levende væsener på den halvanden kilometer lange tur. Med deres levende børneøjne varede den næsten tre timer og gav dem større naturoplevelser end, hvis den samme tur havde foregået i voksentempo.

Der vil sikkert være andre ting at få øje på. En puslende spidsmus, sneglehuse, en lille fuglekonge, der vejer fem gram. Eller se en flagspætte hakke i træerne uden at få hovedpine. Skoven er fyldt med oplevelser.

God tur.