Oluf Høst Museet får tilskud de næste tre år

Oluf Høst Museet får tilskud de næste tre år
Oluf Høst Museet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.
| ABONNENT | 3. SEP 2020 • 14:51
| ABONNENT
3. SEP 2020 • 14:51
Kulturliv

Oluf Høst Museet var blandt de eksterne ansøgninger, da kommunalpolitikerne forhandlede de kommende års kommunebudget. Museet har søgt om økonomisk støtte fra 2021 til 2023, og det har det fået. I kroner er det 143.000 per år de næste tre år. Museumsdirektør Martin Brandt er med sine egne ord glad og taknemlig for den fastsatte støtte de næste år.

– Det er altafgørende for museet. Det betyder, at vi kan gå i nul hvert år, og det betyder, at vi får dækket det underskud, vi fik i foråret som følge af corona. I det store hele på et kommunalbudget er beløbet måske beskedent, men det betyder meget for museets økonomi, siger Martin Brandt.

Han fortæller, at kommunens støtte lige som de foregående år går til driften af museet.

– Det unikke ved den kommunale støtte er, at det er noget af det eneste, vi kan få til at finansiere driften. Fonde giver ikke penge til drift, så udover museets indtægter er støtten fra kommunen de eneste midler, vi har til drift, siger Martin Brandt.

En anderkendelse

Udover at få sikret økonomi til drift sender den økonomiske støtte fra kommunen også et signal om, at kommunen prioriterer Oluf Høst Museet, mener Martin Brandt.

– Det er en anerkendelse og blåstempling af det arbejde, vi laver, som betyder meget at få. Vi synes også, pengene er godt givet ud, fordi vi på museet er med til at fortælle en vigtig del af Bornholms historie, siger han.

Foruden den kommunale støtte får Oluf Høst Museet også støtte fra forskellige fonde, som de ansøger hvert år. Fondsmidlerne går primært til at dække udgifterne på udstillingerne.

God sæson

Martin Brandt fortæller, at museet trods coronanedlukning i foråret har haft en god sæson.

– Vi har haft en flot sæson med et fantastisk museumsvejr. Og så er vi inde i en periode, hvor de turister, der kommer til Bornholm, sætter pris på den kvalitet, vi tilbyder i den lidt mere rolige del af Gudhjem, siger han.

Museets økonomi ser også fornuftig ud ifølge museumsdirektøren.

– Det ser rigtig godt ud. Vi fortsætter med at fortælle de gode historier, og det smitter af, også på fondenes velvillighed til at støtte os, siger han.

Den kommunale støtte på 143.000 om året løber indtil videre til og med 2023.