Øgledage – og en mappe, som hedder 'Firben på byggegrunde'

Øgledage – og en mappe, som hedder 'Firben på byggegrunde'
Collage: Christina Skovmose
KLUMME | BORNHOLM | Lørdag 4. september 2021 • 20:00

Ja ja, jeg er en øgle. En af de kvikkeste.

Første linje i Leif Panduros "Øgledage" fra 1961

 

Årsag og virkning er sære størrelser, og for at forstå dem skal man holde tungen lige i munden.

For eksempel havde vi for nylig besøg af min kærestes barnebarn, vidunderlige Karla på tre år, som havde medbragt sin familie.

Morgenbordet var en dag prydet af flag, fordi det var min fødselsdag, hvilket jeg markerede under samme devise som musikeren David Crosby. Dagen forinden blev han marginalt ældre end mig, nemlig 80 år, og i den anledning sagde han noget i stil med, at "sådan en fødselsdag er ikke værd at fejre, jeg fejrer, at jeg er i live".

Mens jeg således med frisk bagerbrød fra dagen før fejrede, at jeg stadig lever, aftalte Bedste og jeg med Karla, at vi skulle tage et smut i Brændesgårdshaven i løbet af dagen, og således opmuntrede spiste vi færdig i god ro og orden.

Dernæst gik der lidt tid, hvor jeg besvarede et par sms'er eller syv og et enkelt telefonopkald, tog et bad, strøg en skjorte og foretog mig lidt andre småting, og så var jeg sådan set klar til afgang, da der oppe fra førstesalen lød et bump, og Karla begyndte at græde.

– Hun har nu også været meget tålmodig, sagde Bedste og sendte mig et særligt blik, idet jeg var på vej ovenpå til Karla med tre af hendes sutter som trøst (dog ikke den brune, som viste sig at være den eneste, der duede).

Jeg fornemmede klart, at der lå et budskab i den besked, og jeg anede skam også pointen med tålmodigheden og svarede, at det da var uomtvisteligt, at hvis vi havde været et helt andet sted i verden, eksempelvis i Brændesgårdshaven, ja, så var Karla ikke faldet oppe på det dumme gulv, sådan er tilfældighedernes spil nu engang. Hvorefter Karlas far henne fra sofaen også gav sit besyv med:

– Det er TO timer siden, I aftalte, at I skulle i Brændesgårdshaven!, sagde han, og jeg indså endegyldigt, at hele familien faktisk var enige om, at det var min skyld, Karla blev ked af det.

 

Kun idioter færdes hjemmevant blandt mysterier.

Fra "Øgledage"

 

Man forstår nu, at kompleksiteten er stor. Et barn falder og slår sig, og for det utrænede og uskolede øje er hele hændelsen umiddelbart gennemskuelig, så man kan sagtens forklare, hvorfor barnet græder: Hun slog sig!

Men en dybere analyse af situationen vil afdække, at børn bliver stressede af løfter, som ikke opfyldes inden for en gerne særdeles overskuelig tidsramme, og derfor kan en ældre herre, som smøler med tiden, bringe barnet i en tilstand, hvor kun en enkelt lille ekstra dråbe i det bitre bæger ender i en tåreflod og tænders gnidsel.

Og så er det jo altså dér, forklaringen til katastrofen skal findes. Det lille bump på førstesalen bliver nærmest irrelevant, og sandt er det unægteligt, at enhver, der har været et lille barn – og hvis man læser med her, har man stensikkert været det, men har også forladt det jomfruelige barndomsland igen – må kunne genkalde sig, hvordan juleaften frem mod gaverne varede fuldstændig urimeligt længe med stigende nerveanspændelse til følge, hvorefter tiden vendte sig mod én, og man pludselig skulle i seng, inden det hele var begyndt.

Og i betragtelig afstand fra disse juledage oplevet inde bag mit uskyldige barneblik havde jeg altså forbrudt mig mod visse lovmæssigheder på en nærmest ondsindet måde.

Men for nu at se, hvor det bringer os hen, kan vi da fortsætte ud ad en langstrakt tangent, altså en i matematisk forstand ret linje, hvorved vi kun 8,611 lysår ude i universet snitter himlens klareste stjerne Sirius, Hundestjernen, om hvilken Homer skrev, at den er "et ondt varsel, som påfører en allerede lidende menneskehed uudholdelig smerte".

 


Collage: Christina Skovmose

 

Hvem knurrer uheldsvangert i kloakkerne. Thi, det siger jeg med sikkerhed, en dag vil øglerne opstige fra alle kloakker og opsluge os alle. Verden vil være overladt til øglerne med al deres indbyggede svineri.

Fra Leif Panduros "Øgledage"

 

I tidligere tider var der myter om ”hundedagene”, hvor kød rådnede, mælken blev sur og hundene bidske. De strækker sig fra begyndelsen af juli og til den 15. august, min fødselsdag, og det virker faktisk ret suspekt.

Når man dertil lægger, at Taliban ydermere gik ind i Kabul den 15. august, forstår man, at jeg muligvis kan have kontakt til djævelen selv.

Ja, Karla blev ked af det, og jeg var anledningen, hundedagene, min fødselsdag og Talibans genkomst falder sammen som i en mystisk kode, der kan indvarsle en forståelse af, at her har vi et monster i aktion.

Så tæt på at blive afsløret kan jeg vel lige så godt indrømme, at jeg egentlig er et reptil, som på snedig vis har antaget menneskeskikkelse.

Okay?

Der skal da nok være nogle læsere, der ryster på hovedet og tænker, at den påstand er aldeles gak i låget, men det mest overraskende er, at det jo rent faktisk kan være, der er nogen, der tror på den.

Der er således – "angiveligt", for jeg har jo ikke selv talt med dem alle sammen – millioner af tilhængere af konspirationsbevægelsen Qanon, som blandt andet profilerer sig på den såkaldte krybdyrteori, og denne teori går ud på, at reptiler forklædt som mennesker i al hemmelighed driver verden og har overtaget vigtige positioner i samfundet inden for politik, kultur, finans og medier.

Ja, medier.

 

Desværre er jeg så afsindigt nærværende med min anus. Dernede sidder jeg og stirrer ud gennem ringmusklen, passende på pludselige udbrud.

Fra "Øgledage"

 

Krybdyrene har simpelthen fået fat i vores dna ved at drikke menneskeblod, eller også er de i stand til ved hjælp af elektriske vibrationer at opbygge en menneskedragt, som de bærer uden på deres øglekrop.

Mere mystisk er det trods alt ikke …

Og undersøgelser skal da også have vist, at millioner af amerikanere tror på, at landet styres af firben forklædt som personer i jakkesæt. Bag teorien står David Icke – tidligere fodboldspiller og sportsjournalist på BBC – som engang i 1990'erne pludselig opdagede, at han er Guds søn og siden har udfoldet sine teorier i diverse bøger og foredrag.

For nogle uger siden harpunerede en amerikansk far sine to børn i hjertet, hvorefter han ydermere dolkede dem med en trædaggert henholdsvis 12 og 17 gange, fordi han havde fået den idé, at børnenes mor ville injicere noget krybdyr-dna i børnene, hvorved de ville blive monstre.

Jo, konspirationsteorier er blodig alvor, men mange Quanon-tilhængere tror skam på, at Donald Trump – præsidenten, som fortalte 30.573 løgne og usandheder i løbet af sine fire år på posten – vil komme og rydde op i det hele.

Må jeg lige tilføje, at da avisens grafiker skulle finde et billede til at illustrere denne klumme, fandt hun frem til et billede, som hun efterfølgende ville finde originalen af på en specifik dag, så hun kunne "pynte" lidt på det.

Til sin overraskelse var det eneste, hun kunne finde på sin computers skrivebord fra den præcise dato, en mappe, som hed "Firben på byggegrunde".

Hvordan dét hænger sammen, bør vi nok alle sammen tænke lidt over.

 

Evigt ruller dønningerne mod kysten.

Og kun et øjebliks erkendelse.

De sidste to linjer i "Øgledage"

FÅ ABONNEMENT