Mens jeg således med frisk bagerbrød fra dagen før fejrede, at jeg stadig lever, aftalte Bedste og jeg med Karla, at vi skulle tage et smut i Brændesgårdshaven i løbet af dagen, og således opmuntrede spiste vi færdig i god ro og orden.
Dernæst gik der lidt tid, hvor jeg besvarede et par sms'er eller syv og et enkelt telefonopkald, tog et bad, strøg en skjorte og foretog mig lidt andre småting, og så var jeg sådan set klar til afgang, da der oppe fra førstesalen lød et bump, og Karla begyndte at græde.
– Hun har nu også været meget tålmodig, sagde Bedste og sendte mig et særligt blik, idet jeg var på vej ovenpå til Karla med tre af hendes sutter som trøst (dog ikke den brune, som viste sig at være den eneste, der duede).
Jeg fornemmede klart, at der lå et budskab i den besked, og jeg anede skam også pointen med tålmodigheden og svarede, at det da var uomtvisteligt, at hvis vi havde været et helt andet sted i verden, eksempelvis i Brændesgårdshaven, ja, så var Karla ikke faldet oppe på det dumme gulv, sådan er tilfældighedernes spil nu engang. Hvorefter Karlas far henne fra sofaen også gav sit besyv med:
– Det er TO timer siden, I aftalte, at I skulle i Brændesgårdshaven!, sagde han, og jeg indså endegyldigt, at hele familien faktisk var enige om, at det var min skyld, Karla blev ked af det.