Nyker Pensionistforening til Kræmmerhuset

Nyker Pensionistforening til Kræmmerhuset
Kræmmerhuset i Skarpeskade. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | Tirsdag 9. maj 2023 • 05:30

Efter fejringen af at have nået målet med på de 100 medlemmer den 12. april, tager Nyker Pensionistforening nu på tur.

Det fortæller formanden Sven-Erik Sørensen i en pressemeddelelse, som fortsætter:

Denne gang skal foreningen dog ikke langt væk, men bliver i sognet, da turen onsdag den 24. maj klokken 14 går til "Kræmmerhuset, kunsthåndværk og besøgshave" i Skarpeskade.

Turen er en kør-selv-tur, hvor medlemmerne starter ved Nyker Forsamlingshus, og fordeler sig i egne biler efter en nøje tilrettelagt plan, idet mange af de tilmeldte heldigvis har sagt JA til at tage passagerer med i deres bil.

Derved mindskes antallet af biler i kortegen til Skarpeskade, og det er også hyggeligere at køre flere sammen.

Ved ankomsten til Kræmmerhuset venter Anina Kofod med rundvisning i den smukke og spændende forårshave, ligesom der bliver lejlighed til at se og købe noget af det kunsthåndværk, som fremstilles på stedet.

Kaffe og kage!

Nu går det jo ikke, noterer Sven-Erik Sørensen, at der er en udflugt i pensionistforeningen uden kaffe og kage, så det serveres på stedet – i haven – såfremt vejret tillader det.

Når alle er mætte af indtryk samt kaffe og kage trilles retur mod forsamlingshuset, hvortil der er planlagt hjemkomst klokken 16.30.

Allerede den 7. juni skal medlemmerne dog i aktion igen, idet politiassistent Jens Ø. Rasmussen fra Bornholms Politis forebyggelsesenhed, ledsaget af filialdirektør Morten Hjorth Hansen fra Nordea, holder et foredrag om, hvordan man imødegår IT-kriminelles forsøg på at svindle og franarre én penge.

Forhåndstilmeldingerne tyder på, at pensionistforeningens medlemmer er meget opmærksomme på problemerne, og gerne vil høre mere, fortæller pressemeddelelsen.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT