Nye lokaler for to personer på vej: Det udvider muligheden for besøg, siger ældrechef

Nye lokaler for to personer på vej: Det udvider muligheden for besøg, siger ældrechef
Ældrechef i kommunen, Birgit Mortensen. Foto: Allan Rieck
| ABONNENT | 18. NOV 2020 • 18:40
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
18. NOV 2020 • 18:40
ÆLDRE

Bornholms Regionskommune har planer om at indrette indendørs besøgslokaler på øens plejecentre og i tilbud til borgere med handicap.

Dette tiltag vil komme i brug, hvis der i forbindelse med øget coronasmittetryk kommer besøgsrestriktioner. Ældrechef i kommunen, Birgit Mortensen, slår fast, at der i øjeblikket ikke er begrænsninger i, hvem og hvor mange, der må besøge beboerne på vore plejecentre. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som kan påbyde besøgsrestriktionerne, og det har de ikke gjort på Bornholm.

– Hvis der kommer besøgsrestriktioner, vil beboerne stadig kunne få besøg af en nærmeste pårørende i egen bolig samt i såkaldt "kritiske situationer".

– Derudover – og det er det nye – vil der også være mulighed for at beboeren kan modtage indendørs besøg i et til formålet indrettet besøgslokale, hvor der kan være to gæster. Så de nye indendørs besøgsfaciliteter udvider muligheden for besøg af flere end nærmeste pårørende udenfor egen bolig, men i gode, indendørs rammer, siger Birgit Mortensen.

Drivhusene kommer

Besøgsfaciliteterne på plejecentrene var tirsdag på dagsordenen i Bornholms Ældreråd. Her var man særdeles kritisk over, at de 16 drivhuse, som kommunalbestyrelsen har vedtaget skal sættes op, først kommer op i december-januar.

De skal afløse de midlertidige telte, der var opsat i sommer frem til udgangen af august.

– Vi fik at vide, at de kom op i september, fordi det ikke var nødvendigt med byggetilladelse. Det kunne vi godt leve med. Men da der kom et stigende smittetryk i september-oktober, og drivhusene stadig ikke var kommet op, spurgte vi igen til sagen og fik at vide, at drivhusene tidligst ville komme op i december, fordi det alligevel var nødvendigt med byggetilladelse, siger ældrerådets formand, Erik A. Larsen.

– Mange ældre har haft det dårligt. De har været ensomme, og nogle har haft det psykisk slemt. Det må altså ikke ske igen. Det er meget vigtigt nu hvor smittetallene stiger, at der findes en løsning snarest, siger Erik A. Larsen.

– Nu er man ved at se på muligheder for indendørs besøg, som vi hele tiden har anbefalet. Det er vi selvfølgelig tilfredse med. Men vi er utilfredse med, at vi skal sådan op at stå hver gang for at få noget gennemført, tilføjer Erik A. Larsen.

Der er ifølge ældrechef Birgit Mortensen ikke ændringer i forhold til de seneste udmeldinger vedrørende drivhusene.

– De opsættes stadig i december og vil også kunne anvendes til besøg, hvis beboere og pårørende foretrækker det, oplyser Birgit Mortensen.