Firewall
En ny rapport bestilt af Sundhedsstyrelsen peger på, at det påvirker børn og unges koncentrationsevne og forstyrrer deres faglige præstation, når de bruger skærme i undervisningen.
Det anbefales blandt andet, at man etablerer en firewall på skolen, som spærrer hjemmesider, der ikke er relevante for undervisningen – det kan være shopping, streaming eller gaming-hjemmesider, lyder det fra ministeren.
– Jeg er meget optaget af det her emne, fordi vi kan diskutere traditionel skolepolitik og uddanne verdens bedste lærere, men hvis eleverne åbner en bærbar computer og har gang i tre-fire forskellige hjemmesider på samme tid som undervisningen, så er det hele ligegyldigt, siger Mattias Tesfaye.
Tilbage i december viste Pisa-resultaterne, at de danske elever er dem, der bruger digitale værktøjer i skolen mest sammenlignet med alle de 81 OECD-lande.