Ny chef på Kongeskær: Det er et fantastisk privilegium

Den 1. november overtog 49-årige Kasper Wintrup Johansen jobbet som skoleleder på Kongeskærskolen i Allinge, og efter en hektisk tid, som blandt andet har budt på kursus og en kort introduktion til skolens elever, møder han Bornholms Tidende på sit kontor, hvor væggene endnu er tomme.

Kasper Wintrup Johansen ser frem til opgaven at drive en folkeskole i et lokalområde som Allinge, hvor skolen har stor lokal opbakning.

– Vi samlede børnene i mandags til en lille komsammen, så jeg lige kunne få lov at sige hej til dem, jeg er jo et nyt ansigt for stort set alle sammen. Det er et fantastisk privilegium at blive skoleleder på en skole, som er så stærkt forankret i lokalsamfundet, som Kongeskærskolen er. Der er rigtig meget, der fungerer godt her oppe, så jeg kommer ikke for at lave noget radikalt om, og det er heller ikke det, jeg er blevet ansat til. Tværtimod skal vi i samarbejde bygge videre på det, der allerede fungerer. Det gode samarbejde mellem lærere, pædagoger, forældre og i nærområdet skal være med til at fastholde den store opbakning til Kongeskærskolen, forklarer han.

Selv ledere kan blive bedre

Det kursus som blev nævnt indledningsvis er også relevant i forhold til lige præcis samarbejde, for i øjeblikket er en bred skare af kommunens ledere på kursus.

– På baggrund af den brugerundersøgelse der blev lavet sidste år, som sagde, at folkeskolen på mange punkter kunne blive bedre - plus det faktum at Bornholm har danmarksrekorden i friskolesøgning - satte politikerne gang i at give folkeskolen her på Bornholm et løft. Det satte en masse arbejde i gang, og alle lederne i kommunen er i gang med at noget uddannelsesløft, fortæller Kasper Wintrup Johansen. Med andre ord kan man altid blive dygtigere, også selvom man gennem adskillige år har haft med ledelse at gøre, som Kasper Wintrup Johansen også selv har.

 

Det var et hårdt år at være
elev, lærer og leder i Rønne,
fordi alle blev rystet rundt,
alle skulle starte forfra. Der
var meget frustration og
mange frustrerede børn

 

For tre år siden flyttede han til Bornholm med sin familie for at være lærer for en klasse på Aavangsskolen i Rønne, men inden han flyttede til Bornholm havde han flere stillinger på Sjælland, hvor han var leder.

– Jeg kom jo til Bornholm midt i et skoleår, for vi havde lige været et år i New Zealand min familie og jeg, og der er det en anden skolesæson, for den slutter i december. Så jeg startede på Aavangskolen i januar 2017, hvor jeg i bogstaveligste forstand kom sejlende ind med Køge-færgen og startede på arbejde. Jeg blev lærer i en 3. klasse, som havde manglet en lærer i nogle måneder. Det var et af de skoleår, som de færreste husker for noget godt. Det var et hårdt år at være elev, lærer og leder i Rønne, fordi alle blev rystet rundt, alle skulle starte forfra. Der var meget frustration og mange frustrerede børn. På et tidspunkt kom overbygningen tilbage fra Østre, og der var måneder med håndværkere og støj og larm. Men det er jo en helt anden skole i dag, end det var lige der.

Ved siden af undervisningen af 3. klasse, havde Kasper Wintrup Johansen noget AKT-arbejde (adfærd, kontakt og trivsel, red). Her er man inde og undervise sammen med andre lærere i andre klasser.

– Man går meget målrettet ind og ser på, hvilke forbedringer man gerne vil lave i de enkelte klasser, og så planlægger og evaluerer man undervisningen sammen med andre lærere. Jeg har også undervist lærerstuderende på campus i nogle af de her ting, og jeg underviser lærer og pædagoger i klasseledelse. På Aavang var jeg også tillidsmand, og der sidder man jo sammen med skoleledelsen og drøfter nogle ting, er med til at ansætte nye lærere. Så jeg lavede lidt af hvert, forklarer Kasper Wintrup Johansen og røber, at det faktisk var et års ophold i New Zealand, der indirekte gjorde, at han og familien endte på Bornholm.

Forlod de velkendte rammer

– Det her med at flytte til udlandet, det var en afvejning af, at - hov, vi er i midten af 40’erne, og hver gang vi åbner avisen, så rykker pensionsalderen sig. Og det går stærkt. Da vi startede som lærere, gik vi til reception, hvor folk i deres bedste alder gik på pension allerede som 60-årige. Og den er jo rykket mindst 10 år for vores generation. Så det var en kalkule af, at vi skal være på arbejdsmarkedet i måske 25 år endnu. Så hvornår skal vi prøve noget helt andet? Vi havde udmærkede job, som vi var glade for, og vi havde lejlighed i København. Så vi lejede lejligheden ud for et år, og sommerhuset også.

– Da vi rejste til New Zealand, forlod jeg et job som souschef på skolen på Islands Brygge, som nok er Danmarks største folkeskole. Mange af vores bekendte sagde til os, at det var modigt sådan at rejse ud i verden, men sådan så vi det ikke selv. Det værste der kan ske er jo, at man kommer hjem igen. Så vi endte med at være i New Zealand det år, vi havde håbet på. Og det var meget lærerigt, for man finder ud af, at det regner også om mandagen i New Zealand. Det er spændende at prøve en hverdag i en anden kultur. De fleste newzealændere stammer jo oprindeligt fra Europa, så som skandinav er man ikke synligt anderledes, men man kommer med en anden kultur og et andet sprog og skal tilpasse dig deres regler. Man lærer sindssygt meget om sig selv, og det er også godt for børn, for de er nysgerrige og lærte jo også engelsk på rekordtid.

Åbne newzealændere

Og på turen opdagede familien noget om danskerne, som de ikke havde bemærket før.

– Newzealændere er meget åbne, og de har en meget udbredt høflighedskultur - der kunne mange danskere virkelig lære noget. Det var især synligt for os, da vi kom tilbage til København igen, hvor folk skubber til hinanden i Netto, og ingen taler sammen i gadebilledet. Man kan være ny på en arbejdsplads, og ingen kommer over og taler med en.

– I New Zealand flyttede ind i et meget tomt hus, men der var ikke gået mange dage, før vores hus var fuldt møbleret - folk kom med ting. En mor til nogle børn havde fra skolen hørte, at vi manglede et tv. Så en dag da vi kom hjem, stod der et tv i stuen med boks og det hele. Der dukkede også en vaskemaskine op en dag, hvor vi ikke havde låst døren. Der gik 14 dage, før vi fandt ud af, hvem der havde installeret den. Ved et tilfælde møder jeg en mand, der siger: Jeg er bedstefar til Zack og Zoe, og jeg hørte lige, at du manglede en vaskemaskine... Så folk kom bare forbi med ting, de vidste vi havde brug for, og ingen forventede noget til gengæld. Danskerne er også et dejligt folkefærd, men vi hjælper, når vi bliver bedt om det, og vi kommer jo ikke bare løbende med ting. I det hele taget var det spændende at bo et år i udlandet, og meget lærerigt. Og så var også et bedre klima, det ville jeg godt have taget med hjem i lommen, siger Kasper Wintrup Johansen med et grin, og skæver et øjeblik ud ad vinduet på gråvejret udenfor.

Tilværelsen til revision

Kasper Wintrup Johansen fortæller, at turen til New Zealand gav ham og konen mod til at se på, hvad de egentlig ville med deres liv. Og så tog de en beslutning.

– Vi besluttede at flytte væk fra København, så vi kunne give børnene et andet liv, end når man bor ved Folehaven hvor der er meget tung trafik. Vi kom hjem til Danmark i december, og så var det, at der var nogle jobåbninger her, fordi det som nævnt var nogle sløje år på Rønne-skolerne. Så det var held i uheld, kan man sige, at vi endte med at flytte til Bornholm.

 

Nu har jeg postnummer 3700,
og nu er jeg bornholmer

 

Og selvom Kasper Wintrup Johansen kun har boet på Bornholm i tre år, så tøver han ikke med at kalde sig selv bornholmer:

– Jeg er opvokset i Albertslund, og da jeg voksede op, var der nærmest kun en gård. Så alle der bor i Albertslund er flyttet dertil, og man kan ikke tale om, at man er ”Albertslunder”. Jeg identificerer mig mere med det at være sjællænder, eller dansker. Men nu har jeg postnummer 3700, og nu er jeg bornholmer.

Og så er vi igen tilbage til Kongeskærskolen, hvor mange ting fungerer rigtig godt, og hvor den nye leder har gjort sig nogle tanker om skolens fremtid.

– Jeg oplever en skole, hvor der er en bevidsthed om, at det her er et godt sted at starte, og hvor man kan have 10 gode år. At man arbejder sammen med forældre og lærere og elever om, hvordan kan vi blive ved med at have en rigtig god skole, som man har lyst til at søge hen til. Det er faktisk kerneopgaven nummer et, at drive en rigtig god folkeskole. Det kan lyde enkelt, men der er meget arbejde i det. At skabe tryghed og have en god kultur og et godt undervisningsmiljø. Det stiller nogle krav til lærere og pædagoger, og man skal være god til at samarbejde og udvikle sig i nogle fællesskaber. Samarbejdet er helt centralt, en lærer er jo ikke bare - undskyld udtrykket - en fabriksarbejder, der møder op ved samlebåden og går, når klokken ringer. Det er et meget mere komplekst stykke arbejde. Samarbejde er universelt, og når man om nogle år kigger tilbage på det, jeg har bidraget med, så håber jeg at det især vil være det, man vil se.