Ny avis: Så meget bedre bliver tidende.dk

Ny avis: Så meget bedre bliver tidende.dk
Øjvind Hesselager - ny chefredaktør på Bornholms Tidende.
| 3. MAJ 2020 • 08:59
Af:
øjvind hesselager
chefredaktør

3. MAJ 2020 • 08:59
Bornholms Tidendes hjemmeside tidende.dk er fra denne weekend ikke sit gamle jeg. Men et nyt og opdateret jeg, hvor vi skruer væsentligt op for dækningen af både døgnets nyheder og de dybere baggrundshistorier. Og meget andet stof.

Helt kort: Alle journalister og fotografer på avisen arbejder fra denne weekend og fremad online. Vi synes selv, det er den største omstilling nogensinde i avisens historie. Og vi dog prøvet lidt af hvert.

Tidende.dk vil ganske enkelt være stedet, der samler alle, der elsker Bornholm, og som vil være præcist og grundigt opdateret om landsdelen. Vi har været her siden 1866, og det er vigtigt for os at være her for dig.

Det gælder, hvad enten du er bornholmer og altid har været det. Er tilflytter. Eller bor i et helt andet hjørne af Danmark og bare gerne vil følge med i livet på øen.

Mange mediers hjemmesider drukner i for mange opdateringer med manglende relevans og væsentlighed. Det kan virke som om, det mere handler om at hælde mere stof på end at nå at tænke sig om. Det skal ikke ske for tidende.dk Vi vil vælge det, vi synes, du skal vide. Og vi vil fastholde højeste faglighed.

Vi laver ganske enkelt dette store temposkift med den styrke, der kommer af at være en redaktion, der altid har arbejdet med skrift og foto.

Og vi synes, timingen er helt rigtig. Midt i et forår, som ingen nogensinde vil glemme, har vi besluttet os for, at virus og nedlukning ikke skal slå os ud. Hverken avisen eller Bornholm. Tværtimod vil vi trodse krisen. Vi vil sparke os ud af den og gå forrest. Og vi håber, at vores optimisme kan trække andre med.

For det er nu, vi skal holde fast på Bornholm.

Bornholm er i dag centrum for en rivende udvikling for eksempel inden for grøn energi, mad og råvarer, iværksætteri og turisme. Og vi ligger et strategisk vigtigt sted i Europa.

Samtidigt er der en boblende og sydende aktivitet øen rundt i vores mange hjørner og lokalmiljøer. Der sker meget lokalt, som også interesserer andre på øen. Og der sker meget på Bornholm, som rækker ud over øen. Det nye tidende.dk rækker ud efter de læsere.

Bornholm er ganske enkelt ikke udkant. Vi er centrum for vigtige beslutninger, der også har relevans ud over vores horisont. Derfor skal alle, der vil følge med, have en stærk, opdateret og fælles platform, der fortæller de vigtige historier om, hvordan vi lever livet. Og hvem vi er.

Hvis du er abonnent, har du allerede adgang til alle herlighederne. Fra nu af får du bare mere stof. Hvis du ikke er abonnent, så kan du blive det ved at trykke her

FÅ ABONNEMENT