Nexø Havn giver lejere henstand

Nexø Havn giver lejere henstand
Nexø havn har mange både store og små lejere. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 6. MAJ 2020 • 10:01
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
6. MAJ 2020 • 10:01
NEXØ

Nexø Havn A/S har et hav af lejere i alle kategorier. Både butikker, restauranter, små og store produktionsvirksomheder samt blandt andet gallerier, skatehal og legeland. For nogle kan økonomien være presset på grund af corona-nedlukningen af samfundet, og dem har Nexø Havn givet en håndsrækning.

– Vi har besluttet, at vi kan give lejerne henstand med huslejen i op til tre måneder, siger Carsten Andersen, direktør for Nexø Havn.

Havnen har næsten 250 lejemål på bygninger og arealer og har sendt alle lejere et brev med tilbuddet om at kunne aftale henstand på tre måneder med lejeudgiften uden renter og ekstragebyrer.

– Det er en enig bestyrelse, der står bag. Vi har en interesse i, at de ikke bliver for økonomisk pressede og håber på denne måde at hjælpe hinanden gennem krisen, siger Carsten Andersen.

Kun få af havnens lejere, har dog indtil videre henvendt sig med ønske om henstand.

– Forbavsende få har taget mod tilbuddet, under ti, fortæller havnedirektøren.

Havnens mange lejere afregner deres leje forskelligt. Nogle på årsbasis, andre halvårligt eller per måned, og derfor forudser Carsten Andersen også, at der kan komme flere henvendelser senere.

Selvom lejerne kan få henstand, er det dog netop kun en henstand. Den udskudte leje skal være afregnet senest den 31. december.