Mundbindet skal blive på under hele turen

Mundbindet skal blive på under hele turen
Arkivfoto
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 25. NOV 2021 • 12:17
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
25. NOV 2021 • 12:17

Hvis der er opbakning fra Folketinget, kommer kravet til at gælde busser, færger, fly og tog.


Hvis Folketingets epidemiudvalg torsdag eftermiddag bakker op om regeringens ønske om at genindføre krav om mundbind i offentlig transport, så skal man som passager i busser, i fly og på færger være forberedt på at bære mundbind på hele turen, undtagen hvis man lige skal have en bid mad eller en tår at drikke.

Det oplyser Transportministeriet til Tidende.

Det bliver dermed den mest restriktive udgave af restriktionen, der vender tilbage, hvis et flertal i Folketinget bakker regeringen op. Både De Radikale og Enhedslisten har allerede meddelt, at de bakker regeringen op, og De Konservative er som udgangspunkt positive.

Inden kravet om at bære mundbind i offentlig transport forsvandt helt, lempede Transportministeriet reglerne i juni, hvor det blev tilladt at tage mundbindet af, når man sad ned.

For nylig fjernede en del flyselskaber kravet om mundbind på indenrigsflyvninger, herunder DAT. De vil også blive omfattet af det nye krav, hvis det bliver indført.

Sidste år var lufttrafikken ikke omfattet af det nationale krav, fordi den danske luftfartsbranche allerede havde indført krav om mundbind ved at følge de europæiske retningslinjer for luftfart.