Molslinjen sætter gang i sæsonrute på Kattegat

Molslinjen sætter gang i sæsonrute på Kattegat
Foto: Molslinjen
| 14. MAJ 2020 • 06:55
Af:
tommy-kaas

14. MAJ 2020 • 06:55
I forbindelse med Kristi himmelfartsdag i næste uge vender Molslinjen tilbage til at sejle med tre færger på Kattegat.

I begyndelsen af coronakrisen sejlede rederiet med blot en enkelt hurtigfærge mellem Jylland og Sjælland. Fra den 27. april blev endnu en hurtigfærge sat ind, og nu en lille måned senere skal alle tre færger i drift.

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Sæsonruten mellem Odden og Ebeltoft bliver ligeledes sat i gang igen efter at have ligget stille.

– På den måde er vi klar til at modtage de mange færgegæster, som vil bruge Kristi himmelfartsferien på en tur i sommerhus. Og vi er klar til at tilbyde dem en tryg tur med afstand til deres medpassagerer, siger direktør Carsten Jensen ifølge pressemeddelelsen.

Som det er tilfældet i Østersøen, sælger rederiet kun hver anden plads på færgerne for at skabe bedre plads mellem passagererne.