Mathias og Alexandra spiller finale i Schweiz

Mathias og Alexandra spiller finale i Schweiz
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.
SPORT | Lørdag 6. marts 2021 • 18:10
Kjeld Lundbæk
Journalist
SPORT | Lørdag 6. marts 2021 • 18:10

BADMINTON

Det bornholmsk-jyske badmintonpar Mathias Christiansen og Alexandra Bøje har imponeret stort i de indledende runder og er nu klar til at spille finale i denne weekends Swiss Open i Basel. Søndag kl. 11.00 går de to danskere på banen for at møde franskmændene Thom Giquel og Delphine Delrue, seedede som nummer seks.

Mathias Christiansen og Alexandra Bøje stillede op som useedede, men efter to forholdsvis lette sejre over et newzealandsk og et russisk blev det i fredagens kvartfinale til en imponerende sejr på 14-21, 21-19, 21-15 over det topseedede malaysiske par Chang Peng Soon og Goh Lin Ying, nr. syv på verdensranglisten.

Det gav smag for mere, og i lørdagens semifinale blev tredjeseedede Marcus Ellis og Lauren Smith sendt ud af turneringen med cifrene 21-16, 23-21. Det britiske par er nummer 9 på verdensranglisten, hvor Mathias Christiansen og Alexandra Bøje før Swiss Open lå 18.-pladsen, så det var vigtige point at score i kampen om at komme med til OL i Tokyo.

Mixeddoublen er først på finaleprogrammet, som kan ses på TV2 Sport.



FÅ ABONNEMENT