Masterchef i den virkelige verden: Her er de bornholmske mestre

Masterchef i den virkelige verden: Her er de bornholmske mestre
Daniel Stig Jensen var med for første gang i år. Han meldte sig for at give sig selv en udfordring. Foto: Berit Hvassum
UDDANNELSE | RØNNE | ABONNENT | 23. SEP 2021 • 16:15
Sofie Møller
Journalist
UDDANNELSE | RØNNE | ABONNENT
23. SEP 2021 • 16:15

Torsdag blev de nye vindere af bornholmske mesterskaber for kokkeelever og ernæringsassistenter kåret.

Ingen kød. Ingen opskrift. Massivt tidspres og hård, kompetent bedømmelse.

Det var blot nogle af de udfordringer, som deltagerne til årets mesterskaber for kokkeelever og ernæringsassistenter stod overfor hele torsdag, da de dystede om den fine førsteplads og et navn på pokalen.

I alt 10 kokkeelever og fire ernæringsassistenter kæmpede fra 9-14 om at lave den bedste servering, hvor de blev bedømt på smag, udseende og hygiejne.

Og vinderne, ja, dem kommer vi tilbage til.

Først skal vi lige have styr på, hvad konkurrencen egentlig gik ud på.

Sådan foregik det

Begge grupper af deltagende fik 20 minutter inden konkurrencestart hver en råvarekurv, der indeholdt det samme for både kokke og ernæringsassistenter. Herefter havde de 20 minutter til at designe deres ret og derefter to timer til at kokkerere noget ud fra planen.

De helt store udfordringer til dagens konkurrence var ifølge uddannelsesleder ved MAD og HG-Merkantil på campus, Mattias Landberg-Krarup, uvisheden og sammensætningen af råvarer.

– De har ikke kunne forvente, at de havde noget bestemt på forhånd, så fra de får madkurven, kræver det, at de skal tænke hurtigt, løsningsorienteret og kreativt. Det er enormt udfordrende. Derudover handler det i dag meget om grønne proteiner. Det kan godt være nyt for flere af dem, fordi det ikke er noget, de arbejder så meget med ude på restauranterne eller til dagligt, forklarede Mattias Landberg-Krarup.

Det kunne Daniel Stig Jensen, der er kokkeelev bekræfte, da vi fangede ham ude i køkkenet, mens han var i fuld gang med sin ret.

– Det sværeste i dag er helt klart, at det er vegetarisk mad, vi skal lave, sagde han og vendte en grøn pandekage på panden.

– Jeg er ikke vant til at lave vegetarretter, så her er jeg virkelig på udebane.


Dommerne for ernæringseleverne var Kruamat Rømer og Sofie True. Foto: Berit Hvassum

 

Deltagerne

Kokkeelever: Magnus Lauwersen, Philip Nielsen, Ian Tamis, Michelle Schnell, Mathias D. Nielsen, Emil G. Johansen, Sofie Kristensen, Ida Madsen, Julius Emil Grønning, Daniels S. Jensen.

Ernæringsassistenter: Wendy Andersen, Morten Jakobsen, Andrea Secuianu, Tino E. Nielsen. 

Et bredt felt

De forskellige deltageres erfaring med henholdsvis vegetarretter og erfaring i et køkken i det hele taget, kunne også mærkes i løbet af dagen, fortalte Mattias Landberg-Krarup.

– Vi har elever som lige er påbegyndt deres uddannelse, og elever som har været i gang i tre år. Vi har altså tidligere vindere og tidligere deltagere af Skills, og så har vi nogle, som har været i professionelle køkkener i to måneder, så der har været stor forskel på de forskellige elever, sagde han.

Det kunne også mærkes blandt dommerne. Halvvejs inde i konkurrencen var der delte meninger om niveauet. Hos dommerbordet ved kokkeleverne, var dommer Mette Bock ikke synderligt imponeret.

– Niveauet er ikke helt vildt højt indtil videre, men jeg tror også de har været rigtigt udfordrede på opgaven og de råvarer, som de har fået udleveret, sagde hun.

Sammensætningen af råvarer lå dog helt godt til ernæringsassistenterne, hvilket blev bemærket af ernæringsdommerne.

– De er ret dygtige. Vi har allerede fået meget forskelligt, som både ser lækkert ud og smager derefter, sagde Kruamat Rømer, der normalt arbejder hos Thai Mark Restaurant.

Vinderne er...

Og nu til vinderen. Efter flere timer, hvor der var fuld gang i gryder, pander og ovne, og dommerne havde smagt på sidste ret, blev det endelig tid til at finde de bedste.

Dagens store vindere var kokkeelev og forsvarende mester Ida Madsen og ernæringsassistent Wendy Andersen.

– Det er tydeligt, at opgaven i dag har været svær, men de to vindere formåede begge at lave nogle gode, sammensatte retter med masser af smag, sagde Mattias Landberg-Krarup, der havde fulgt konkurrencen tæt hele dagen.

Med sig får de to vindere en kæmpestor anerkendelse, noget de kan tage med sig på CV'et og ikke mindst deres navn indgraveret i de to pokaler.


Ida Madsen var den glade vinder for kokkeleverne. Faktisk står hendes navn allerede på pokalen, da hun også sidst år vandt mesterskaberne. Foto: Mattias Landbeg-Krarup 

 

Se her listen for de råvarer, som deltagerne havde til rådighed:

Proteiner: Kikærter, røde linser, grønne ærter, quinoa, cameline, boghvede.

Fond: Grøntsagspasta, svampekoncentrat.

Eddiker: Lager, æble, balsamico.

Vin/spiritus/most: Rødvin, honning syp, portvin, brown ale, æblemost, ælble/ingefær

Olie: Neutral olie, rapsolie, olivenolie.

Mejeri: Cremefraiche 38 %, sødmælk, fløde 38 %, friske æg, smør, pasteuriserede blommer, hvider og helæg, vesterhavsost, danablue, rygeost, havremælk, mandelmælk, cheasy fraiche 9 %, spir havrefløde.

Kolonial: Bornholmsk hvedemel og ølandshvede durum, sukker, panko rasp, polenta, rissoris, perlebyg, bornholmsersennep, dijon, soltørret tomat, soya letsaltet, boghvedemel

Krydderurter: Timian, rosmarin, salvie, kruspersille, bredbladet persille, estragon, brøndkarse, karse, ærteskud, rød syre, dild, løvstikke kørvel.

Grøntsager/frugt: Champignon, kantareller, kejserhat, knoldselleri, bladselleri, spidskål, grønkål, porre, jordskok, skorzonerrødder, gulerødder, rødbeder, løg og rødløg, hvidløg, citron, æble, græskar, brombær, tyttebær og havtorn, ingefær, chili, cherrytomat, blommetomat, persillerod, pastinak, pære, blomme.

Nødder: Hasselnødder, mandler, valnødder, kastanjer.

Fakta: Liste med deltagere