Det var et parti i fremgang, der satte sig selv stævne, da Konservative på Bornholm fredag holdt generalforsamling på The Ranch i Rutsker. Midt i det hele sad en mand, som har siddet til en masse partigeneralforsamlinger tidligere, men hos et andet parti. Efter mange år som venstremand er Niels Garde i Muleby blevet konservativ.
Så sent som i 2018 blev Niels Garde valgt til formand for Venstres daværende vælgerforening i Rønne, og i efteråret 2020 var han med til at stemme sammenlægningen af lokalforeninger i Rønne og på Vestbornholm igennem. Men da 2021 blev 2022, blev han konservativ, fortæller han.
Ifølge Niels Garde er der især en grund til, at han har taget afsked med Venstre efter mange års medlemskab.
– Jakob Ellemanns ageren overfor Inger Støjberg. Det rygstikkeri kunne jeg slet ikke acceptere. Det hører ingen steder hjemme, uanset om det er kommunister, venstrefolk, konservative, eller hvad pokker det er. Sådan noget gør man bare ikke, siger han.