– Jeg var til et dialogmøde forleden, og bagefter kom jeg op med i hvert fald 20 punkter, som jeg gerne ville ændre, sagde Matilde Lissau (R).
– Vi har mistet fire unge til stoffer siden marts. Vi har 14 måneders ventetid til en PPV (Psykologisk Pædagogisk Vurdering af børn, red.), og vi har ikke et behandlingstilbud til de her børn på Bornholm. Det skal vi prøve at finde en løsning på, sagde hun også.
Skræddersyede løsninger mangler
Tættest på løsninger kom flere kandidater, der talte for, at kommunen ganske enkelt skal give den enkelte det tilbud, der passer den enkelte bedst. Samtidig viste det nye kommunebudget, at kommunen mangler penge allerede næste år og vil komme til at mangle endnu flere i de kommende år.
– Hvor er det her komplekst. Jeg er helt enig i, at vi tænker i siloer, og jeg går til valg på, at kasser og siloer er fuldstændig ligegyldige. Det skal hverken børn eller forældre bekymre sig om, sagde Joan Prahl Parente (SF).