Makkerpar ønsker også at købe Villa Nova: Vil fortsat bruge det som spillested

Makkerpar ønsker også at købe Villa Nova: Vil fortsat bruge det som spillested
Villa Nova er en eftertragtet ejendom. Arkivfoto: Allan Rieck
RØNNE | Mandag 20. december 2021 • 20:50
Jesper Gynther
Journalist
RØNNE | Mandag 20. december 2021 • 20:50

Viking Atletik er ikke alene om at ville købe den historiske festpavillon i Blykobbe Plantage ved Rønne. Annika Holst og en anonym partner har også givet et bud til Villa Novas ejer, da de ønsker at genskabe stedet, som det var i dens storhedstid med koncerter og private fester som bryllupper og konfirmationer.


I dag meldte Viking Atletik ud på dens hjemmeside, at foreningen ønsker at købe Villa Nova, og at der allerede er lavet en forhåndsaftale med Jal Micke, der ejer stedet. Den 1. februar afvikler Viking generalforsamling, og her skal foreningens medlemmer beslutte, om købet skal gå igennem. Derudover skal Naturstyrelsen Bornholm godkende planerne, da Villa Nova ligger på en lejet grund, som er ejet af Naturstyrelsen.

Men hvis planerne falder til jorden, så er der andre, der ønsker at overtage Villa Nova. Det fortæller Annika Holst til Tidende.

– Personligt har jeg sammen med en partner, der ønsker at være anonym, givet et bud på bygningen, fortæller Annika Holst, som i forvejen har et tæt samarbejde med Jal Micke, og så sent som i efteråret har lavet et halloween-diskotek for børn i Villa Novas festpavillon.

Det er da også med henblik på at lave en masse arrangementer i Villa Nova, at Annika Holst og den anonyme partner ønsker at købe stedet.

– Ønsket er naturligvis at fortsætte som spillested og samtidig give plads til private arrangementer i den fortryllede skov.

– Vi har samtidig et ønske om at favne det nye ungeråd på Bornholm og give dem et sted, hvor de både vil have mulighed for at samles og for at udvikle arrangementer, hvilket vi også har evnerne og forbindelserne til at assistere med, siger hun. 

Annika Holst og Tobias Brandt Krähmer har på det seneste lavet flere arrangementer i Villa Nova, og de arbejder pt. på et sommerprogram, som vil blive udgivet i løbet af vinteren. Om Tobias er den anonyme partner, som ønsker at købe Villa Nova sammen med hende, ønsker Annika dog ikke at udtale sig om. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Sommerprogram er på vej

I øjeblikket arbejder Annika Holst sammen med Tobias Brandt Krähmer på at kunne præsentere et program for næste år med diverse arrangementer i Villa Nova, og det arbejde har de tænkt sig at fortsætte med. Det er således stadig muligt at booke stedet til private fester som bryllupper og konfirmationer.

Derfor undrer hun sig over, at Viking Atletik nu melder offenligt ud om dens planer om at købe stedet i stedet for at informere klubbens medlemmer om det i en intern mail.

– Jeg stiller mig uforstående over for, at Viking er så hurtigt ude i pressen, da hverken deres bestyrelse har haft mulighed for at stemme om købet, og Skov- og Naturstyrelsen (Naturstyrelsen Bornholm, red.) endnu ikke har godkendt deres forslag.

– En eventuel overtagelse af Villa Nova vil først være aktuel i efteråret 2022. Indtil da fortsætter de planlagte arrangementer offentlige som private. Vi tager stadigvæk imod private bookinger af forsamlingslokalet, og bornholmerne kan se frem til et sommerprogram, der vil blive udgivet i løbet af vinteren, fortæller Annika Holst.

FÅ ABONNEMENT