Leder: Stenkast

Hvem er det, der kaster sten mod biler på svenske motorveje nær Ystad? Hvorfor og hvordan gør de det, og hvorfor bliver næsten kun danske biler ramt? Og hvordan går det til, at hverken ofre eller vidner indtil nu har fået øje på nogen gerningsmand?

Spørgsmålene står i kø i den uhyggelige sag om stenkast i Sverige. Ingen af dem er der svar på endnu, og måske må kun alt for mange af dem stå ubesvaret hen. Imens har vi så fået noget uhyggeligt at tale om her i denne sommer.

En 70-årig mand har mistet et øje som den hidtil mest alvorlige følge. Bornholmerbussen er også blevet ramt. Der er også Marianne Kristianson, der troede sig sikker, da hun valgte motorvej E6 i stedet for E65 tværs over Skåne. Kun for alligevel at blive ramt på E6.

75 tilfælde er vi nu oppe på siden april. 75 gange helt uforståelig galskab. Kun et under kan efterhånden forklare, at ingen er blevet dræbt endnu. Det er der ellers tragiske eksempler på fra danske motorveje, hvor endnu større sten for få år siden blev kastet fra broer.

Hvis man godt kan lide den tanke, at alting var bedre i de gode, gamle dage, kan de her stenkast måske tjene som eksempel. Rigtigt er det da også så langt, at selvom menneskeheden udkæmpede to verdenskrige i forrige århundrede, fandt noget som det her ikke sted. Stenkastene udtrykker en forråelse og hensynsløshed, der ligger i tiden, men som sjældent viser sit grimme ansigt på så grel en måde som her.

Spørgsmålene står i kø i den uhyggelige sag om stenkast i Sverige.

At ingen er døde endnu er en blandt kun meget få ting at glæde sig over. En anden er, at stenkastene er blevet færre i den seneste uges tid, og det skyldes så igen det tredje plaster på såret, som vi her har at klynge os til: At svensk politi har taget stenkastene yderst alvorligt, udtrykt med masser af udkommanderede betjente, overført politipersonale fra andre dele af Sverige, på det seneste også droner i luften som endnu et forsøg på at komme til bunds i hvem og hvordan og hvorfor.

Mens vi venter på svarene, er sagen også kommet op på ministerniveau. Både udenrigsminister Jeppe Kofod og justitsminister Nick Hækkerup meldte ud, før sagen kom helt til tops i en samtale mellem den danske og den svenske statsminister. Hvor meget man end har bandet ad svenskernes corona-politik og de gener, som den har pålagt Bornholm, ser vi her, at der stadig er meget, meget mere, der samler end skiller Danmark og Sverige.

Hvad står snart tilbage i en sag, der har bestyrtet os alle, og som der kun er én ting at mene om? Kun det rent praktiske: Svensk politi opfordrer stadig ikke til at vælge andre ruter end E65, hvor langt hovedparten af stenkastene har fundet sted. Og måske endnu mere vigtigt: Skulle man blive ramt, så beder det svenske politi om, at man stopper bilen så hurtigt, som man kan gøre det forsvarligt, og kontakter politiet. Jo før politiet får besked om ikke mindst hvor et angreb fandt sted, desto bedre chancer er der for, at nogen endelig kan blive anholdt i sagen.

Helt igennem uhyggeligt er det. Forhåbentlig bliver vi forskånet for dødsfald. Men bare det at skulle udtrykke sådan et håb viser alt om hvilken djævelskab, vi her har med at gøre.