Ledelsen var optaget, da Bornholms Brandforsikring vandt fornem pris

Ledelsen var optaget, da Bornholms Brandforsikring vandt fornem pris
Bestyrelsesmedlem Maria Barslund tog imod prisen som årets kundeejede forsikringsselskab på vegne af Bornholms Brandforsikring. Eget foto
Fredag 4. juni 2021 • 10:05
Henrik Nielsen
Journalist
Fredag 4. juni 2021 • 10:05

ERHVERV

Bestyrelsesmedlem Maria Barslund fik æren af at modtage prisen, da Bornholms Brandforsikring torsdag blev udnævnt til årets kundeejede forsikringsselskab i Danmark. Både bestyrelsesformand Per Hansen og administrerende direktør Morten Holten var optaget af forpligtelser hjemme på Bornholm.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Maria Barslund havde taget turen til JP/Politikens Hus i København for at repræsentere det lokale forsikringsselskab, fordi selskabets ledelse var samlet til bestyrelsesmøde og strategiseminar.

Det var andet år i træk, Bornholms Brandforsikring var blandt de tre nominerede kundeejede selskaber. Og anden gang blev altså lykkens gang.

– Taget i betragtning at vi kun sælger forsikringer på Bornholm, at vi i forvejen har en markedsandel på omkring 50 procent, og at befolkningstallet over en årrække har været let faldende, så understreger det den flotte rejse, som selskabet har været og er på, siger Maria Barslund i pressemeddelelsen.

Bag prisuddelingen står mediet Finans Watch, som blandt andet begunder valget af Bornholms Brandforsikring med, at selskabet imponerer med den bedste combined ratio blandt de kundeejede selskaber både i 2020 og på fem års sigt.

Combined ratio er ifølge Finanstilsynet et udtryk for forholdet mellem på den ene side summen af driftsomkostninger og erstatningsudgifter og på den anden side præmieindtægter.

– Bornholms Brandforsikring har også opnået en fornuftig vækst i bruttopræmieindtægterne, både i 2020 og over fem år, fortæller journalist Anne Louise Houmann fra Finans Watch i pressemeddelelsen.

Bornholms Brandforsikring har i flere år været inde i en positiv udvikling målt på tilgangen af nye kunder. Meget loyale kunder og lokale samarbejdspartnere samt engagerede medarbejdere er en væsentlig forklaring, men også prispolitik og udvikling af særlige produkter har fået flere til at vælge lokalt.

– En kæmpe tak til vores meget trofaste kunder og ikke mindst medarbejdere og samarbejdspartnere, som knokler for at drive et selskab, hvor det er attraktivt at være kunde. Og til en bestyrelse og en delegeret forsamling, som arbejder ihærdigt for at udvikle og støtte selskabet som et lokalt forsikringsselskab, der gør en forskel for bornholmerne, siger Maria Barslund i pressemeddelelsen.

 


Om prisen

Kåringen af årets forsikringsselskaber sker på baggrund af de friske årsregnskaber. De 20 største danske forsikringsselskaber målt på bruttopræmieindtægter er med i udskilningsløbet. Herefter bliver der nomineret tre selskaber i hver af de tre kategorier:

• Årets forsikringsselskab – aktionærejede

• Årets forsikringsselskab – kundeejede

• Årets forsikringsselskab – vækst

Priserne uddeles af finansmediet Finans Watch og revisionsselskabet EY ved en årlig konference, som i år fandt sted i København torsdag den 3. juni.

De to andre nominerede i kategorien kundeejede var Sønderjysk Forsikring og Thisted Forsikring.



FÅ ABONNEMENT