Langt flere tilflyttere er kommet til Bornholm i løbet af de seneste 25 år

| ABONNENT | 27. NOV 2019 • 12:37
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
27. NOV 2019 • 12:37
Fra 24 til 41 procent tilflyttere på Bornholm i løbet af de seneste 25 år.

Det er ifølge hjemstavnsforeningernes blad, Klippeøen, realiteten, hvilket man kan læse om i julenummeret, som udkommer i denne uge.

Klippeøen konstaterer, at de førde, som personer, der bor på øen men ikke er født her, kaldes, stille og roligt haler ind på bornholmerne.

Således var der 39.662 indbyggere på Bornholm den 1. januar 2019, og heraf var de 23.377 personer født på Bornholm, mens de 16.285 var tilflyttere, som ikke var født på Bornholm. Det viser en opgørelse, som Klippeøen har bestilt hos Danmarks Statistik om udviklingen de seneste 15 år. De 16.285 personer udgjorde 41 procent af Bornholms befolkning den 1. januar 2019 – og så høj en procent er ikke tidligere set, skriver Erik Jensen, Klippeøens redaktør.

Han oplyser også, at går man 25 år tilbage, til den 1. januar 1995, var der markant færre førde på Bornholm. Dengang lavede Danmarks Statistik nemlig en opgørelse til brug for en forskningsrapport, og opgørelsen viste, at der var 10.972 personer på Bornholm, som ikke var født på øen.

”Så på 25 år er andelen af folk på Bornholm, der ikke er født her, steget fra 24 til 41 procent”, slår Erik Jensen fast og tilføjer:

”Med en stigende tilflytning til Bornholm er der således udsigt til, at førde om føje år meget vel kan udgøre flertallet på Bornholm”.

Den spritnye undersøgelse fra Danmarks Statistik omfatter altså indbyggertallet på Bornholm gennem 15 år, og den viser, at i 2005 var der 15.450 såkaldte førde, mens der var 27.989 personer født på Bornholm. Siden er tallet af personer født på øen faldet til de nævnte 23.377 og antallet af førde steget til 16.285.

 


 

Positiv udvikling

Klippeøen noterer sig videre blandt andet, at regionskommunens befolkningsprognose for årene frem til 2030 forudser, at der vil være 40.017 indbyggere på Bornholm til den tid.

”Holder den prognose, kan det meget vel være, at der er flere førde end indfødte bornholmere. Der bliver nemlig flere og flere ældre på  Bornholm, og en stor del af de unge vil stadig rejse fra øen. Så det bliver i høj grad tilflytterne, som skal sørge for en positiv udvikling i befolkningstallet”, skriver Erik Jensen.

Han slår endvidere fast, at der skal noget til, hvis man stadig skal kunne bruge tommelfingerreglen om, at Bornholms befolkning udgør én procent af Danmarks befolkning. Reelt udgør den nemlig i dag kun 0,7 procent af den samlede danske befolkning, mens den 200 år tilbage i tiden, da der kun boede 19.000 mennesker på Bornholm, udgjorde næsten 2 procent, fordi der boede færre mennesker i landet dengang.