I fire måneder har gæsterne været væk fra Bornholms Kunstmuseum på grund af corona. Fredag vender de tilbage, og de kan blandt andet glæde sig til at opleve sommeren store særudstilling med værker af Hans E. Madsen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Museets faste gæster kender Hans E. Madsens værk "Farver på mur", der er monteret på Bornholms Kunstmuseums sydvestvendte gavl. Flere af værkerne i særudstillingen "Volume" er ligesom værket på kunstmuseets gavl skabt som enkeltstående værker til offentlige, udendørs rum. Til udstillingen har Hans E. Madsen versioneret værkerne til salene i Bornholms Kunstmuseum, og i de mørklagte rum bliver værkernes lys, farver og bevægelser intensiveret, fortæller museet.
Det tidligste værk, "Fahren 1", blotlægger en VW's indre, så kun det elektriske system er tilbage. Det er rekonstrueret og placeret på samme måde, som det var i folkevognen, da den stadig var bil. Og det virker. Bilens lygter svæver i luften kun forbundet af ledninger og lyser.