Kortlægning af sygefravær på ældreområdet

Kortlægning af sygefravær på ældreområdet
| 3. JUL 2020 • 06:15
Af:
henrik-nielsen

3. JUL 2020 • 06:15
ÆLDRE

Regionskommunen er i gang med at gennemføre en grundig analyse af sygefraværet på ældreområdet. Det sker med puljemidler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og i samarbejde med konsulenter fra netværks- videns- og konsulenthuset Cabi.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at analysearbejdet blev drøftet, da der i denne uge var møde i en følgegruppe, der arbejder med at ændre og forbedre kommunens ældreområde.

Der er allerede blevet gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 800 af kommunens medarbejdere med en svarprocent på 77,5. Resultaterne af denne undersøgelse skal sammen med en række fokusgruppemøder i august kortlægge årsager og sammenhænge til sygefraværet på ældreområdet.

– Vi kommer til at stå med en fuldstændig kortlægning og analyse af sygefraværet, og dermed vil det også blive lettere for os at finde frem til, hvad der skal til for at nedbringe det, sagde projektleder og udviklingskonsulent Pia Krathmann Holm fra Center for Ældre på mødet, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det forventes, at resultaterne af Cabis undersøgelser er klar i september. Næste møde i følgegruppen bliver i oktober.