BUDGETFORLIG
Borgmester Winni Grosbøll (S) har svært ved kun at nævne én ting, som hun er mest glad for ved det forlig om næste års kommunebudget, som en enig kommunalbestyrelsen nåede frem til fredag eftermiddag.
– Der er faktisk rigtig mange ting i det her budget, som jeg er glad for. Vi laver rigtig mange gode ting med det her budget, siger hun.
Skal hun derimod nævne de tre største gevinster, går det lidt lettere.
– Jeg er meget glad for de ting, som vi gør på ældreområdet. Her viser vi, at vi tager problemerne med at rekruttere ansatte til ældreplejen virkelig alvorligt, og vi sætter også penge af til at forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte, siger Winni Grosbøll.
– Jeg er også rigtig glad for, at vi sikrer flere voksne til børnene i daginstitutionerne ved at hæve normeringerne.
På nogle andre fronter end den rent bløde velfærd nævner Winni Grosbøll, at de pressede byggesagsbehandlere får flere kolleger, og at regionskommunen også får flere kræfter til arbejdet med lokalplaner.
– Det er også dejligt, at vi mander op i Byg og Plan med tre ekstra årsværk til byggesagsbehandlere, et ekstra i Plan og et ekstra årsværk til miljødelen. Det går stærkt, og de har meget lave for at kunne følge med omkring udvikling og hele boligdelen, siger Winni Grosbøll.
– Jeg synes ikke, at der er nogen decideret torn i øjet ved det her budget. Jeg ville gerne have skruet endnu mere op for normeringerne i daginstitutionerne, og der er da også lagt en udgiftstrappe ind, så vi kommer til at skrue mere op i de kommende år. Det er et område, hvor vi skal gøre endnu mere, og jeg tænker, at vores dagtilbud godt kunne have fået en endnu større indsprøjtning, siger hun.