Kommunen får ros for fremrykkede projekter

Kommunen får ros for fremrykkede projekter
Eleverne vendte torsdag tilbage til Åvangsskolen. Mens de har siddet derhjemme, har vvs-folk renoveret toiletterne, og arbejdet blev næsten færdigt inden genåbningen. En toiletvogn står i skolegården, indtil de nye toiletter er klar til brug. Foto: Jacob Jepsen
Søndag 19. april 2020 • 11:41
Af:
jakob-noermark
Søndag 19. april 2020 • 11:41
Hos de små og mellemstore erhvervsdrivende SMV Bornholm, der tidligere gik under navnet Rønne Håndværker- og Industriforening, er regionskommunens tiltag med en fremrykning af investeringer til forbedringer blevet bemærket.

SMV Bornholms formand Jacob Svendsen, der er direktør i Flemming Svendsen VVS, fortæller, at det er hans indtryk, at håndværkerne under coronatiden har haft et godt samarbejde med "rimeligt fleksible folk hos kommunen".

– Jeg synes, det er ved at komme i gang. Jeg fornemmer, at de forsøger at finde nogle projekter, som kan startes op med det samme, siger Jacob Svendsen.

– Vi har hos os haft et mindre projekt med toiletter på Åvangsskolen, energioptimering på Kildebakkeskolen og Nexøs gamle rådhus, sagde Jacob Svendsen, da Bornholms Tidende interviewede ham inden påskeferien.

Flemming Svendsen VVS er en af de virksomheder som valgte at trappe ned, da landet blev delvist nedlukket i marts, og en del opgaver blev udsat.

– Der er store projekter, der blev taget af tegnebrættet, for nogle folk vil ikke have os ud på grund af usikkerhed, fortæller Jacob Svendsen.

VVS-virksomheden valgte at gøre brug af overenskomstens mulighed for arbejdsfordeling – det vil sige, at de ansatte på skift bliver hjemme. Den tilpassede stab betyder, at de tilbageværende har omtrent lige så travlt som sædvanlig.

Hygiejnefokus = arbejde

Den øgede fokus på hygiejne i samfundet vil også give visse håndværkere ekstra travlt. Institutioner som børnehaver har allerede været i gang med at installere håndvaske og berøringsfri armaturer.

– Det kan vi mærke en stigende efterspørgsel på, og på den måde kan det godt afføde nogle andre ting, siger Jacob Svendsen.

Generelt har mindre håndværksmestre fortsat noget at lave, og nogle faggrupper kan mærke, at mange har opholdt sig meget inden for hjemmets fire vægge den seneste tid.

– Det er helt sikkert, at folk bliver inspireret af at gå hjemme. Så for nogen falder der små opgaver af, siger Jacob Svendsen.

På længere sigt forventer han, at coronakrisen kommer til at påvirke mængden af arbejde. Næste vinter er forventningerne til opgaver hos hoteller og restauranter begrænsede.

– De er ikke særligt investeringslystne. Jeg tror ikke på, at vi får det helt vilde at lave hos dem. De skal vel bare prøve at hutle sig igennem året.

Desuden er der blandt SMV Bornholms medlemmer forretningsdrivende i detailhandlen, hvoraf nogle, blandt andet frisørerne, som kan genåbne på mandag, har været tvunget til at holde lukket.

– Der må være en del, der skal klippes derude. Vi andre i byggeriet er i en anden boldgade, siger Jacob Svendsen.

FÅ ABONNEMENT