Karen Christine Thorsens kamp i det vilde vesten

Karen Christines første mange år i Utah var præget af sorg over et mistet barn og stedbørn, som truede hende med skydevåben. Livet bød dog også på et nybygget hus – som føltes som et palads.

Karen Christine Thorsen rejste fra Arnager til Utah sammen med sin 11-årige søn, Hans Peter, i sommeren 1881. Kort efter ankomsten mødte de enkemanden Lars Christian Christensen med de syv børn, som hun giftede sig med. I min sidste artikel fortalte jeg om de hårde prøvelser i Arnager, efter familien havde valgt mormon-troen til, og hvordan de flyttede ind i bjælkehytten i Bear River City med den ukendte mand Lars Christian og hans syv børn. Denne artikel bygger endnu engang på Edna Thorsens nedskrevne erindringer. Edna var Hans Peters datter og Christines barnebarn.

Nu var de endelig kommet til staten Utah, hvor de kunne være sammen med ligesindede, men hvis Christine havde håbet på, at prøvelsernes tid var forbi, så blev hun hurtigt klogere.

Den 1. februar 1882 blev Christine og Lars Christian forældre til Thor Walter, men som ulykkeligvis døde allerede den 27. august 1882. Thor Walter har sandsynligvis været født for tidligt, og eftersom det har været en tid med høj børnedødelighed, så har det ikke været usædvanligt.

Dog blev Christine af de andre børn klandret for Thor Walters død – og senere døde hendes stedsøn Orson også – kort før han blev 15 år gammel. I det hele taget var det svært for Christine at blive mor til Lars Christians store børneflok. Det var især de ældste drenge, som var svære at håndtere, især når de havde drukket for meget med andre drenge, hvilket de ofte gjorde.

Truet af Lars' søn

Mange har fortalt, hvordan de unge mænd kunne ride gennem byen, når de var fulde og skyde med deres våben op i luften. Mere end en gang vendte de deres våben mod Christine med trusler. Ved en lejlighed kom den yngste af drengene hjem sent om aftenen. Han var beruset og beordrede både sin far Lars Christian og Christine ud af sengen og stå op ad væggen.

Herefter kommanderede han sin far til at overlevere sin ejendom til ham, ellers ville han skyde dem begge. Christine havde gentagende gange fortalt denne historie til sine børn og børnebørn. Hun havde fortalt, at hun var meget bange, når det skete, men at hun også holdt hovedet koldt. Hun sagde til drengene, at hvis hun nogensinde havde sagt et uvenligt ord til nogen af dem eller gjort noget, der kunne retfærdiggøre, at hun skulle skydes, så skulle de skyde hende – men hvis det ikke var tilfældet, så skulle de lægge pistolen væk. Hendes evne til at se dem lige i øjnene og stå op mod dem reddede uden tvivl hendes liv mere end en gang. Christines trøst var, at hendes mand stod ved hendes side hele tiden, og når sønnerne var ædru, så var de som regel venlige over for hende.

Lars Christian og Karen Christine.

Solgte mælk og æg

Lars Christian forsørgede familien med fragtkørsel og var væk i ugevis fra familien, men Christine havde en drøm om at opkøbe jord, og hun overtalte sin mand til at blive hjemme og satse på det i stedet for. Hun ville have afgrøder og noget håndgribeligt at arbejde med. Udover at være husmor for familien, havde Christine også ansvar for pleje af kyllinger og køer, og hun så arbejdet som en velsignelse.

Lige så snart der var chance for at sælge æg og mælk, gjorde de det, og efterhånden var der penge til at opkøbe afgrøder, som de kunne dyrke korn og foder til dyrene på. Årene gik og efterhånden fik de råd til at bygge et rigtigt hus. Det nye hjem blev bygget af såkaldte adobe-vægge, der gjorde huset varmt om vinteren og køligt om sommeren. Adobe er byggemateriale bestående af lerholdigt jord, der laves til mudder og blandes med strå, halm, fyrretræsnåle eller andet og tørres i solen.

Der var spisestue, stue og soveværelse i stueplan og et lille køkken med et tilstødende spisekammer. Uden for var der en trappe, der førte til tre værelser ovenpå. Hvor du gik igennem alle værelserne for at ind til det næste. En kælder blev bygget bag ved huset, og for at komme derned måtte man åbne en trælåge. Hernede var der et rum med mange hylder, hvor der var glas med frugt og mælkekander.

Christine følte, at det var et palads og meget anderledes end hendes meget beskedne barndomshjem i Arnager. Efterhånden som tiden gik, blev det ene møbel efter det andet købt med æg- og mælkepenge. Der blev købt borde, stole og en divan, et klædeskab, en seng og en kommode med en marmorplade. Christine arbejdede hårdt både i marken og i hjemmet. Hun holdt meget af at bage brød, kærne smør, at pudse vinduer og polere sin ovn. At få hvidt brød var en luksus af de helt store, som hun aldrig havde kendt til i sin barndom.

Blev enke

Lars Christian døde den 9. januar 1903, og han testamenterede alt til hende, velvidende at han aldrig ville have opnået det uden hende. Flere af hans børn var stærkt utilfredse med dette. Christine kom dog aldrig til at bo alene efter sin mands død. Dels var hendes egen far stadigvæk i live, og hun havde også et værelse i sønnen Hans Peters hus.

Christine havde allerede oplevet meget i sit liv, men hendes helt store sorg var, da hendes søn Hans Peter døde af et hjerteanfald kun 50 år gammel i 1919. Nu var Hans Peters højgravide kone Jensine blevet enke med snart otte børn. Kort efter Hans Peter døde kom Howard til verden, og han fik Hans Peter som mellemnavn. Bedstemor Christine dedikerede det meste af sin tid til Howard, og han fyldte noget af det store tomrum, som Hans Peters død havde efterladt.

Hendes barnebarn Edna husker, at Christine på sine gamle dage kunne lide at sidde i sin gyngestol og synge sange på dansk. Hun hjalp altid til med husarbejdet hos svigerdatter, men hun var ikke begejstret for de moderne hjælpemidler som vaskemaskine og telefonen.

I de sidste år af Christines liv led hun af luftvejsproblemer, og hun kunne ofte hoste i timevis. Hun døde den 12. januar 1929 som 80-årig. Hun blev begravet i samme område som Lars Christian, hans første kone, deres baby Thor Walter og hendes stedsøn Orson.

Billede fra Utah som må have været så meget anderledes end Bornholm.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com