Kærligheden bilder sig ikke noget ind

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives i "Kærlighedens højsang" af Paulus i Det Nye Testamente.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Ekkodalen fodrer stadig fantasien, når man står overfor den enorme sprækkedal, der strækker sig 12 kilometer som et sværdslag gennem Bornholms grønne hjerte, hvor klippevæggen altid virker magisk levende. Som nu, hvor alting er farvet snehvidt, og de enorme istapper fra klippevæggen ligner tænder på et monster, så det er nemt at bilde sig selv ind, at her stadig bor hekse og trolde, som folk her på egnen troede på i gamle dage for ganske få generationer siden. Dengang brugte man overtroen til at skræmme børn væk fra de farlige steder med uhyggelige historier om, hvem der boede der. Men nu er sprækkedalen fuld af efterladte kælkespor, så det er nemt at forestille sig, hvordan de begejstrede barnehyl de seneste dage har givet genlyd overalt i Ekkodalen, der ikke bærer sit navn for ingenting. Her får man altid et svar. Men det er næppe den endelige sandhed, man får, når man sender højlydte spørgsmål mod de høje klipper. Hvem har lyst til at kalde? Alle! Men drikker Møller nu også øller? Hvad spiser præster? Og hvad giver ægte prinsesser smerter?

Her får man kun de svar, man selv skaber. Men ekkoets bestilte forudsigelighed tilfredsstiller os her på samme måde som ekkokamrene på de sociale medier, der også kan bilde os ind, at vi selv ved bedst, når vi "råber" vores ytringer ud over andre og forventer at blive mødt med et rungende ekko, mener sognepræsten Nikolaj Hartung Kjærby, der derfor har valgt, at vi skal mødes lige her for at tale om, at kærligheden ikke bilder sig noget ind.

– Når man råber i ekkodalen, så kommer ens egen stemme jo tilbage – forstærket, siger præsten, da vi går fra parkeringspladsen og ned mod ekkodalen.

– Og det gør den også, når man ytrer sig i et såkaldt ekkokammer på de sociale medier, hvor alle mener det samme som en. For hver gang, man lægger et opslag op i sådan en gruppe, så får man tonsvis af likes, og tænker: "Hey, nu har jeg virkelig sagt noget godt, og jeg har virkelig masserne med mig", forklarer han og tilføjer, at der vist ligefrem er forsket i, at det frigiver dopamin, når man får likes på de sociale medier, og det ville give god mening.

For det føles rart, at man med de ord, man kaster ud i det digitale rum, også får et forventeligt og bekræftende ekko tilbage. Og måske netop derfor er der en stigende tendens til, at man på de sociale medier samler sig i grupper med folk, man er enige med, uddyber han, mens vi forsigtigt – som bambier på isen – bevæger os frem på den sneglatte sti langs sprækkedalen.

– Vi bryder os ikke om at blive udfordret. Der er knap så mange, der kan lide at få at vide: "Nej, det der er jeg faktisk uenig med dig i", siger han og forklarer, at det meget vel kan have at gøre med, at ubehagelige modsvar gør os usikre, fordi de ikke rimer på det billede, vi har af os selv, men derimod kan slå små revner i den selvopfattelse, som de velkendte ekkoer, der stryger os med hårene, er med til at bevare os i. Men hvis vi kun spejler os i mennesker, som ligner os selv, så er det nemmere at blive hovmodig overfor andre og bilde sig selv noget ind.

– At bilde sig noget ind vil umiddelbart sige at antage noget, som ikke er rigtigt, men det har alligevel nogle lidt andre betydninger end det at tage fejl, påpeger præsten og uddyber med et eksempel fra barndommen.

– Hvis jeg som barn havde gjort noget, jeg ikke måtte, så kunne de voksne godt finde på at sige: "Hvad bilder du dig ind?" At bilde sig noget ind kan på den måde også være at tage sig en fræk frihed eller overskride en andens grænse. Men det kan også være at tro noget forkert om sig selv, i særdeleshed at tro for meget om sig selv, så man bliver opblæst. I den gamle bibeloversættelse fra 1948 står der faktisk også, at "kærligheden opblæses ikke", og jeg synes egentlig, at det "at blæse sig op" er et meget fint billede, som også svarer til den græske betydning af ordet, der netop betyder "at puste sig op". For med det billede kommer vi måske lidt tættere på, hvad der menes, end hvis vi taler om, hvad det vil sige at bilde sig noget ind. For man puster sig jo typisk op, fordi man ikke føler sig stor nok. Man hviler ikke i sig selv og har derfor behov for at hævde sig.

Foto: Berit Hvassum

I mødet med selvhævdende og indbildske personer kan det være svært ikke også selv at gå ind i egokapløbet. Det er en fristelse, som også præsten kun kender alt for godt til. Men det bedste, man kan gøre, er i virkeligheden nok selv at være en modpol, mener Nikolaj Hartung Kjærby og fortæller om en scene fra romanen "Brødrene Karamazov" af Dostojevskij. For her agerer en munk netop overraskende overfor den indbildske Dimitri, som er den ældste af Karamazov-brødrene.

– Da Dimitri vælger at opsøge munken, forventer han at blive bekræftet i sin indbildskhed, og at munken vil gå i rette med ham. Men det, som munken gør, da Dimitri stiger ned fra sin vogn, er i stedet at falde på knæ foran ham. Og det, at den her hellige mand, som alle ser op til, ydmyger sig foran den opblæste playboy, som opsøger ham, gør et stort indtryk, ikke bare på de omkringstående, men også på Dimitri selv, siger præsten og ser op.

– Måske er det i virkeligheden sådan, vi skal møde indbildske mennesker – med ydmyghed. I Danmark er vi efterhånden vant til at tage skarpt afstand til alt, hvad der lugter af jantelov, så på den måde kan Paulus' udsagn om, at kærligheden ikke bilder sig noget ind, jo næsten virke som et forsvar for janteloven, smiler Nikolaj Hartung Kjærby og tilføjer:

– Men som et klogt menneske engang har sagt: "Sand ydmyghed er ikke at tænke mindre om dig selv, det er at tænke mindre på dig selv". Og hvis man skal kunne tænke mindre på sig selv, så kræver det, at man har et sundt selvværd, at man tænker gode tanker om sig selv.

Hvor skal vi så søge bekræftelse, så man opbygger et sundt selvværd?

– Hos Gud, vil jeg jo sige som præst. For det er Gud, der har skabt os, og derfor har vi allerede en værdi i, hvem vi er i stedet for i, hvad vi gør, siger præsten og understreger, at vi ikke behøver at gøre os fortjent til at blive elsket. Vi er alle "altid allerede elsket", som en smuk bogtitel også lyder.

Foto: Berit Hvassum

Jesus demonstrerede selv den pointe, da han tog imod Faderens kærlighed ved sin dåb, da Gud sagde: "Dette er en min elskede søn." Det var, før Jesus udrettede mirakler og led døden på korset. Men kærligheden kom først. Og vejen til hverken at forfalde til mismod eller hovmod er at lytte til Guds stemme, der også kalder os sine elskede børn, mener præsten.

– Jeg har selv en søn på fem år. Jeg er selvfølgelig stolt af ham, når han er dygtig til noget, men mest af alt er jeg stolt af, at han er min søn. Og jeg siger også til ham, at han ikke kan gøre noget, som betyder, at jeg elsker ham mere eller mindre. For han er altid allerede elsket. Sådan elsker Gud os også. Vi er hans elskede børn. Og i stedet for at lytte til vores eget ekko, skal vi lytte til det, som Gud siger til os. Helt lavpraktisk kan man se sig selv i spejlet og sige: "Gud elsker mig", siger han og smiler igen.

– Da jeg kom til Klemensker for knap to år siden, lagde jeg mærke til, at der er flere strategiske steder, både i præstegården og i kirken, omme bag alteret for eksempel, hænger spejle, hvor der står: "Smil, Gud elsker dig". Jeg ved ikke, hvor længe de har hængt der, men det synes jeg er en meget sund påmindelse at få, siger præsten med et godt ekko fra evangeliet om at stå på den klippe, der altid kalder kærligheden frem i os.

Blå bog

Nikolaj Hartung Kjærby. Født i 1975. Er uddannet præst i 2004, og har været præst i Husum Kirke i 13 år, før han kom til Bornholm, hvor han de seneste to år har været præst i Klemensker og Rø sogne. Er gift og har en søn.