Det ligger også meget i tråd med, hvad Mette Frederiksen fremhævede Folkemødet kunne i sin åbningstale?
– Ja, det er det jo. Men hvis Mette Frederiksen så bare gad at interessere sig for kunst og kultur, så ville jeg være glad. Det er nemt at tale om kunst og kultur i skåltaler, noget helt andet når man skal komme med politiske udspil og økonomi bag. Og det er jeg virkelig, virkelig træt af, at man tit hører sine kollegaer tale højt og flot om kulturen, men budgetterne bliver mere og mere barberet og kulturministeren er altid den, der sidder bagerst i prioriiteringskøen. Lige nu har vi endda en kulturminister, der ikke mener, at vi må tale kultur midt i en krise. Så det gælder for Mette Frederiksen om at walk the talk.
Og hvorfor er det vigtigt at opprioritere i et kriseår?
– Fordi kulturen skaber resonansrum. Det, der er kulturgivende, er jo afgørende for, for eksempel hvordan vi håndterer kriser. At vi kan finde ud af at stå sammen, at vi kan vise hensyn og alt det, der binder os sammen som folk og mennesker. Det er, hvad kulturen bidrager med. Det er også, hvad der er med til at give os identitet og stolhed. Når Thomas Vinterberg eksempelvis vinder en Oscar, så føler vi jo alle, at vi har lidt del i den, fordi det er et produkt af den kulturpolitik og det velfærdssamfund, vi har. Og sådan skal det også helst være.