'Jeg plejer at kalde mig selv lydpedel'

'Jeg plejer at kalde mig selv lydpedel'
Foto: Berit Hvassum
DAGENS NAVN | BORNHOLM | Torsdag 24. juni 2021 • 05:58
Sofie Møller
Journalist
DAGENS NAVN | BORNHOLM | Torsdag 24. juni 2021 • 05:58

Alice Carreri har fået musik og skuespilleri ind med modermælken. I 2019 var hun for første gang med ved Bornholms Sommerrevy. Nu er hun igen kapelmester på revyen Skov og Ballade, der kan opleves på Kyllingemoderen fra 2. juli til 5. august.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født og opvokset i Holstebro i Vestjylland.

Hvad er din tilknytning til Bornholm?

– Det er mit arbejde i sommerrevyen. Jeg var med i 2019 og skulle have været med i 2020, men det blev så aflyst.

Hvilken uddannelse har du taget?

– Jeg er uddannet fra Rytmisk Musikkonservertorium i 2009 i København. Så har jeg på en måde videreuddannet mig til komponist via mit arbejdet med en trup, der hedder Don Gnu, som jeg har skrevet for i 10 år. Man kan sige, vi har lært hinanden, hvordan tingene skulle foregå. Det har været learning by doing i forhold til kompositioner og andre ting i scenekunst.

Har du altid spillet musik?

– Ja, altid altid altid. Lige så længe jeg kan huske, har jeg spillet klaver og sunget.

Ligger det til familien?

– Ja, det var noget, der lå til familien, at man lige gav et nummer, spillede en sang eller bød ind med et indslag til en fest. Mine forældre er også skuespillere. Jeg er vokset op i et teaterkollektiv, så hele min familie er stort set skuespillere.

Du er jo så kapelmester på sommerrevyen i år. Hvad indebærer den rolle?

– Den indbærer at pakke hele showet ind i lyd. Jeg har skrevet en del af sangene, som skuespillerne kommer til at synge. Jeg skriver overgangene og baggrundslyden, der skal køre. Hvis jeg for eksempel selv skal med op på scenen og ikke kan sidde og spille på klaveret, så har jeg komponeret de ting, der skal foregå. Så ja, hele lydsiden, som jeg kalder den femte medspiller, har jeg ansvaret for.

Det lyder til at være noget af en opgave?

–Ja, det er en kæmpe opgave, men det er også vildt fedt, fordi jeg skal alle mulige ting. Jeg skal indspille lidt symfoniorkesterpartitur på min computer, men skal også sidde og skrive en tekst eller en melodi til en tekst. Det er meget alsidigt og virkelig spændende. Jeg plejer at kalde mig selv lydpedel.

Hvor længe forbereder I jer?

– Jeg gik i gang i april. Der havde vi en indledende workshop på Rønne Teater en hel weekend, hvor alle kom over. Der gik jeg lige så stille i gang, og så har jeg været i gang for fuld skrald hele maj, og så øver vi det sammen i juni.

Er der noget ved forestillingen, du glæder dig mest til?

– Jeg glæder mig i det hele taget til selve showet. Jeg tror, det bliver virkelig sjovt, fordi det er så alsidigt. Jeg skal alt fra at sidde og akkompagnere skuespillerne helt anonymt til at skulle op på scenen og danse med.

Er der noget bestemt, du håber publikum får ud af at se forestillingen?

– Den her revy er jo for bornholmerne, så jeg håber, de kan genkende sig selv i mange af tingene. Vi har virkelig gjort os umage for at tage fat i stof, som er relevant for de fastboende. Derfor håber jeg allermest, at bornholmerne kan lide det, føler sig set og får sig et godt grin.

Får du tid til at lave andre ting, mens du er herovre, end at arbejde på revyen?

– Ikke op til premieren, men jeg håber så sandelig, at jeg efter premieren kommer ud og kan nyde øen. Jeg har lokket hele familien med over, for vi skal alt lige fra at besøge Brændesgårdshaven til et smut forbi Sydøst for Paradis. Der er mange ting på listen, som vi har glædet os til at genopleve.

 

Alice Carreri

Alder: 39 år

Bor: På Nørrebro i København

Hobby: Hjemmebartender, går meget op i at lave cocktails.

Yndlings cocktail: Aviation

FÅ ABONNEMENT