Hvad blev der af os? Conny – det nære og velkendte

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har sat sig for at finde ud af, hvad der er blevet af hans gamle klassekammerater, som han gik i skole med i Rutsker fra 1957 til 1964. Dette er femte historie i artikelserien.

Jeg har i telefonen for en uge siden lavet en aftale med Conny om at besøge hende. Det første hun siger til mig, da hun nu åbner døren og byder mig velkommen, er:

– Jeg overvejede at ringe tilbage til dig og sige, at der ikke var så meget at komme efter. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville stille op til det alligevel, fordi jeg synes ikke, at mit liv har været sådan, at det berettiger til at blive fremstillet i avisen. Jeg har jo været hjemmegående husmor hele tiden.

Men jeg lader mig ikke sådan affærdige. Så nu er jeg her. I Bo42’s ejendom på Lynghøjen i Rønne. Jeg vil vide, hvordan det er gået Conny, siden vores veje skiltes efter 2. real i 1966. Ja, og hvilke minder har hun om skolegangen i Rutsker, hvor vi begge startede i 1957?

Conny havde advaret mig om, at hun ikke husker så meget fra skoletiden. Men jeg spørger alligevel.

Hvad kan du sige om din skolegang i Rutsker?

– Jo, men den var ganske udmærket. Der var ikke noget specielt, synes jeg. Undervisningen var jo varieret, og du læste jo det, du skulle, og regnede. Og ellers… Jamen, så kan jeg ikke huske så forfærdeligt meget andet. Man fulgte jo bare med – også til centralskolen fra 5. klasse.

Conny husker dog lidt fra centralskolens indvielsesdag den 29. juli 1961.

– Vi sang jo ”Der er ingenting, der maner, som et flag der går til tops”.

Selv husker jeg ingenting fra den dag. Og det var jo i sommerferien. Var jeg overhovedet med?

Hun husker også, at vi på centralskolen samledes i den store aula hver morgen og sang fælles morgensang og bad fadervor, inden vi klassevis gik til klasseværelset. Hun nævner desuden salmeversene, som vi terpede. Og så var der som noget nyt for os sløjdlokale til drengene og skolekøkken til pigerne. Men ellers var skolegangen helt normal, udramatisk og okay, husker hun. Jo, og så var der den store gymnastiksal med højt til loftet. Dér startede badmintonkarrieren.

Mange søskende

Conny kommer fra et husmandssted i Nydammen. Faren, Ernst Jensen, var arbejdsmand på Hasle Klinker, og mor Gudrun var hjemmegående. Der var en stor børneflok på 12, hvoraf Conny var den yngste. Der var måske ikke for meget at rutte med, og Conny fortæller da også, at flere af hendes søskende kom tidligt ud at tjene på landet. Som eksempel nævner hun, at en søster vist allerede som 10-12-årig flyttede over til Skovgård, hvor hun fungerede som ung pige i huset og hjalp til med at passe børn og også gå til hånde med staldarbejde, mens hun i øvrigt passede sin skolegang i Rutsker.

Hvad drømte du om, at du skulle være, når du blev stor?

– Jeg tror ikke, jeg havde nogen drømme. Når du gik hjemme, så hjalp man til med at hakke roer og luge i haven, tog kartofler op og sådan noget forskelligt. Men ellers, neeeej… Og Mogens og jeg blev jo et par allerede tidligt.

Mogens

I løbet af vores samtale bliver Mogens nævnt mange gange. Mogens har været en meget stor og vigtig del af Connys liv. Hun fortæller, at Mogens gik i klasse med hendes to år ældre bror Gert, og at Mogens derfor ofte kom i Connys hjem allerede fra før hun selv gik i skole. Men det var vist først, da hormonerne fik liv i puberteten, at der opstod en stærk tiltrækning mellem de to. Conny var et flot skår og Mogens en fyr med kvindetække og et godt glimt i øjet.

De fandt for alvor sammen på boldbanerne i Idrætsforeningen Standard, hvor begge spillede håndbold. Og de var ivrige deltagere i hyggesamværet i det lille klubhus efter træning og kampe. Jeg husker også, hvordan vi andre dengang snakkede i krogene om Conny og Mogens – var der ikke noget dér? Nu tager jeg mod til mig og spørger direkte:

Hvornår kyssede I hinanden første gang?

Conny kigger stadig fast på mig, sådan som hun har gjort under hele samtalen, og overvejer ikke længe. Men svaret er undvigende:

– Jamen, jeg var med til Mogens’ 18-års fødselsdagsfest. Og på det tidspunkt var jeg 16. Og vi blev ringforlovede den dag, jeg selv blev 18.

Mere er der ikke til den amourøse affære i de unge år. Senere – i 1970 – blev de gift.

Butiksuddannet og husmor – og enke

Efter realeksamen var Conny en måned hos Andreas Thomsen Manufaktur i Hasle. Derefter arbejdede hun hos en købmand i Nyker. Men han døde kort efter, at hun var startet, og forretningen blev nedlagt. Så gik turen til Rutsker Brugs, hvor Conny gennemførte sin butiksuddannelse. Den er dog aldrig blevet brugt til andre ansættelser.

Mogens fik arbejde som overkonstabel og havde skiftende arbejdstider med vagter på alle tider af døgnet, så det var praktisk og nødvendigt, at Conny blev hjemmegående husmor og tog sig af deres to piger. Hun prøvede dog en hel del år senere at tage noget rengøringsarbejde hos en bager i Rønne, men pådrog sig en diskusprolaps og måtte opgive arbejdet. Hun har derfor siden været uden for arbejdsmarkedet.

Mogens og Conny var så småt begyndt at tænke på at planlægge guldbrylluppet i 2020, men Mogens blev alvorligt syg og døde af kræft i 2019. Døtrene og de fire børnebørn bor på Sjælland.

Jeg spørger, om Conny ser nogle af skolekammeraterne fra dengang.

– Nej, jeg har ikke kontakt med de andre. Mine venskaber har jeg primært fundet inden for idrættens verden. Og der var vist ingen af dem fra klassen, som var aktive sportsfolk.

Idrætten

Det er ikke kun håndbold, der har været en stor del af Connys fritidsaktiviteter. Også badminton har været hendes store interesse. Pokaler og andre præmier øverst på reolen vidner om, at hun ikke bare har været en jævnt god håndbold- og badmintonspiller, men at hun også har været dygtig til det. Efter diskusprolapsen måtte hun dog opgive begge dele. Kærligheden til håndbolden har også betydet, at Conny i en lang årrække var engageret i at træne håndboldhold i Viking og endda var med i håndboldafdelingens bestyrelse.

Men al aktiv deltagelse i idrætsverdenen er nu lagt på hylden. Nu er det tid til den passive tilskuerrolle. Conny forsikrer mig om, at der ikke er mange håndboldkampe i fjernsynet, som hun går glip af. Håndbold overtrumfer uden diskussion fodbold, som hun tidligere også gerne så.

På spisebordet ligger et halvt samlet puslespil. Det har en anselig størrelse, så der ligger mange timer og venter. Når den beskæftigelse sættes på pause, er det tid til krydsogtværs eller til ugeblade og til Bornholms Tidende, som Conny deler med et par andre i bebyggelsen.

Når du tænker tilbage på din tilværelse, kan du så i nogle få ord sige, hvordan det er gået?

– Den har jo været ganske almindeligt og uden de store krumspring på nogen mulig måde. Så havde vi jo familien med masser af familiefester og sådan noget. Og det var så ligesom dét. Der har ikke været nogen specielle vendepunkter. Det er kørt lige ud ad landevejen, som man siger.

Er der noget, du har fortrudt at have gjort – eller ikke at have gjort?

Conny tænker ikke længe, før hun svarer:

– Nej, det synes jeg ikke. Vi har haft en ganske almindelig og fredelig tilværelse, hvor vi havde sporten. Mit liv er foregået i sportshallerne. Og Mogens havde sit arbejde.

Hjemstavnsfølelsen

Jeg vil vide, om Conny har Rutsker i hjertet.

Hvad betyder Rutsker for dig?

– Men altså, det var dér man var født, og dér man havde det hele. Det var dér, man havde alle familiefesterne. Og Mogens var jo også fra Rutsker – bare på den anden side af Nydammen. Og vi blev gift i Rutsker, og vores døtre blev døbt i Rutsker, selv om vi boede i Rønne.

Conny fortæller videre, at hun aldrig har boet uden for Bornholm. Aldrig har haft lyst til det. Derfor er det ikke blevet til mange rejser, og ferieturene er udelukkende gået til det øvrige Danmark.

For hende har værdierne ligget i det nære og det velkendte.

Blå bog
Conny Annette Rømer (født Jensen).
Født i Rutsker i 1949.
Skolegang: Grundskole i Rutsker. Realeksamen fra Hasle i 1967.
Butiksuddannet. Hjemmegående.
Familie: Gift, siden 2019 enke. 2 børn og 4 børnebørn.