Hunde invaderer Rønne

Hunde invaderer Rønne
217 forskellige racer deltager i weekendens udstilling på Rønne Stadion Nord. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
Onsdag 21. juni 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
Onsdag 21. juni 2023 • 05:30

Flere end 3.200 forskellige hunde deltager i udstilling i weekenden.

Elsker man politiske debatter, er Folkemødet lige sagen, og er man til pop- og rockmusik, er Wonderfestiwall et besøg værd. Elsker man derimod hunde, bør man overveje en tur til Rønne Stadion Nord i weekenden, hvor Dansk Kennel Klub holder international udstilling. Det betyder, at pelsede og nøgne, krøllede og glatte, hurtige og langsomme samt små og store hunde kommer til Bornholm.

I alt kan man møde mere end 3.200 forskellige hunde fordelt på 217 forskellige racer til hundeudstillingen lørdag og søndag.

– Hvert år formår Bornholm at rumme tusindvis af mennesker til Folkemødet. I vores verden er det her hundenes topmøde på øen i søen, og i Dansk Kennel Klub elsker vi at holde hundeudstilling på solskinsøen. Det er uden tvivl årets hyggeligste udstilling. Der er altid en helt speciel stemning, både hos udstillerne og hos dommerne, som vi kun oplever på Bornholm. Derfor er hundeudstillingerne på Bornholm en tradition, vi har haft i rigtig mange år, og vi elsker at være her, fortæller formand Wilfred Olsen fra Dansk Kennel Klubs Udstillingsudvalg i en pressemeddelelse.

Gode råd om hunde

Overvejer man at få hund, er udstillingen en mulighed for at blive klogere, da man både kan møde en masse forskellige racer og ejere, som kan fortælle om dem.

– Du kan ikke købe en hund med hjem fra en hundeudstilling, men du kan blive meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, du selv eller måske børnene er på vej til at forelske sig hovedkulds i. En hundeudstilling er en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige hunderacer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst. Det giver en større sikkerhed for, at du får valgt en hund, som passer til hele familien, fortæller adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen i Dansk Kennel Klub.

Udstillingen foregår lørdag og søndag, og begge dage begynder de officielle bedømmelser klokken 9. Finalekonkurrencerne starter klokken 15. Der er entré til pladsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT