I årets første fire måneder har Nordea-fonden støttet 12 forskellige foreninger og organisationer i det bornholmske kultur- og motionsliv. I alt har fonden sendt 480.000 kroner til Bornholm, fortæller Nordea Bornholms filialdirektør, Morten Hjorth Hansen. Han efterspørger endnu flere ansøgere, så flere af fondens midler kan lande på Bornholm.
Blandt modtagerne er Kulturhuset Frem i Svaneke, der har modtaget 100.000 kroner til AV-udstyr. Hasle IF har fået 40.000 kroner til fitnessredskaber, og Østersøjazz har modtaget samme beløb til finansiering af årets festival i Nexø.
– Jeg har forsøgt at lave en del larm, hver gang jeg har været ude at uddele penge, så flere bornholmere kunne få øjnene op for mulighederne for at bruge Nordea-fonden, siger Morten Hjorth Hansen i en pressemeddelelse.
Nordea-fonden støtter almennyttige projekter, som fremmer det gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur i Danmark, Grønland og Færøerne. Fonden har også afsat en pulje på 10 millioner kroner, hvor børnehaver kan søge om op til 15.000 kroner, til at børnene kan komme på tur i naturen.