Hoteller mere end fordobler overskud

Hoteller mere end fordobler overskud
Trods corona har selskabet bag Hotel GSH, Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel mere end fordoblet sit overskud. Pressefoto
| 28. APR 2021 • 10:08
Henrik Nielsen
Journalist

28. APR 2021 • 10:08

ERHVERV

Selskabet bag Hotel GSH, Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel fik sidste år et overskud på 4,4 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til 2019, hvor årsresultatet var på to millioner kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bornholm Hotels ApS.

Direktør Trine Richter er ekstra stolt af årsresultatet, fordi 2020 var et svært år for hotel- og restaurationsbranchen. Særligt de mange aflysninger fra konferencegæster gjorde det til et meget udfordrende år for Bornholm Hotels ApS.

– I en hverdag med mange coronarestriktioner og krav til ændrede arbejdsprocesser har medarbejderne været fantastiske til at finde løsninger, og hele tiden have fokus på at skabe de bedst mulige gæsteoplevelser. Hvis vi skal finde det gode i coronaen, så har den tvunget os til at tænke i nye baner, og mange gange har det skabt nye og endnu bedre løsninger, siger Trine Richter i pressemeddelelsen.

Højere gæstetilfredshed

Selvom coronapandemien har betydet, at Bornholm Hotels har haft lukkede hoteller, har det ikke ført til afskedigelser af medarbejdere. Et helt bevidst valg.

– På trods af at vi har fået delvis lønkompensation, så kunne vi have sparet et millionbeløb, hvis vi havde afskediget medarbejderne i nedlukningsperioderne. Vores regnskabsresultat kunne derfor have været endnu bedre, siger Trine Richter.

I stedet har hotellerne valgt at investere i medarbejderne ved at videreuddanne og dygtiggøre dem yderligere. Direktøren tror på, at det giver gladere, bedre og dygtigere medarbejdere og på længere sigt også højere gæstetilfredshed. Bornholms Hotels har således også brugt coronatiden til at optimere sine arbejdsprocesser for at skabe højere gæstetilfredshed.

– Vores høje gæstetilfredshed er selvfølgelig også påvirket af, at vi gennem mange år har investeret store millionbeløb i renovering og udvikling af hotellerne, og derfor er det dejligt at se, at belægningsprocenterne og antallet af stamgæster er stigende. De to faktorer er selvfølgelig også medvirkende til det gode finansielle resultat i 2020, siger Trine Richter.

Et rigtigt erhverv

Bornholm Hotel ApS er ejet af Carl Edvard Mogensens Fond. Fondens formål er blandt andet at udvikle turismen og dermed også det bornholmske samfund.

Som direktør ønsker Trine Richter et større fokus på Bornholms turisterhverv, og hun understreger betydningen af erhvervet:

– Jeg oplever stadig den gammeldags holdning om, at turisme ikke er et rigtigt erhverv på linje med eksempelvis industrivirksomheder. Denne holdning skader den samlede udvikling på Bornholm, for det er mangfoldigheden af muligheder og samarbejdet mellem industri-, landbrugs-, service- og turistvirksomheder, der gør Bornholm til en skøn ø at bo på.

– Vi skal huske på, at hver gang en turist bruger en krone hos os, så bruger gæsten tre kroner på at handle dagligvarer, spise på røgerier, køre taxa, købe kunsthåndværk, besøge attraktioner og shoppe i de bornholmske butikker, og dermed skabes der også jobs i de mange følgevirksomheder som eksempelvis håndværkere, siger hun.