39.788 er det nøjagtige indbyggertal per 1. oktober. Ikke siden 2014 har så mange mennesker haft adresse på Bornholm ved indgangen til fjerde kvartal.
Over de seneste 12 måneder, fra 1. oktober 2021 og et år frem, er indbyggertallet på Bornholm vokset med 178 personer.
Befolkningsstigningen i 2022 kan i vidt omfang tilskrives flygtningene fra Ukraine. Danmarks Statistiks tal viser, at 268 ukrainere i dag har adresse på Bornholm. For et år siden boede her kun 64 statsborgere fra det krigshærgede land.
Kommunalbestyrelsens politisk bestemte vision fra 2018 er, at Bornholm skal have 42.000 indbyggere i 2028, da der er brug for flere folk i den arbejdsdygtige alder, ligesom kommunens økonomi vil blive svækket uden et større skattegrundlag. Så selvom pilen peger i den retning, skal der skrues op for tilstrømningen de næste fem-seks år, hvis man skal komme i nærheden af målet.
Meget tyder på, at det er urealistisk, og den nye kommunalbestyrelse lagde da også op til at fjerne årstallet 2028 fra målsætningen, da en ny udgave af visionen var til debat tidligere på året.