I 2022 besluttede man i Aakirkeby Borgerforening af genopfinde byens fastelavnsarrangement, efter det ifølge formand Niels Lohmann havde 'ligget i mølposen i årtier'.
Sidste år oversteg arrangementet alle forventninger:
– Arrangementet slog fast med syvtommersøm, at det er og bliver øens største. For ikke mindre end 400-450 personer fyldte hallen op til randen. Aakirkebyhallen rungede denne søndag eftermiddag af lyden af køller, der bragede mod tønderne, og ikke mindst lyden af de mange børns latter og glæde, fortæller han.
Søndag eftermiddag er der i hallen tønder til alle aldersgrupper – ja, der er endda tønder til de voksne, og så er der præmier til de bedst udklædte og gevinster til mange andre også.