– Det her er et af de meget vigtige projekter i Europa, som vi satser sig på lige nu. Ursala von der Leyen nævnte i sin State of the Union (en årlig EU-tale, red.) for ikke så længe siden otte projekter, og der er Energiø Bornholm altså et af dem. Så det er vigtigt, ikke kun for Bornholm, Danmark og Tyskland - det er vigtigt for hele Europa. Vi skal være fri af russisk energi, vi skal bekæmpe klimaforandringerne, og vi skal have meget mere vedvarende energi. Og der er det her altså prototypen på det, vi gerne vil, fortæller klimakommisæren.
Håber på snarlig afklaring
EU støtte Energiø Bornholm med omtrent 4,8 milliarder kroner og har derfor også en aktie i den.
– Vi ser selvfølgelig gerne, at det kommer til at blive sat i værk så hurtigt som muligt, men når det er sagt, er der desværre mange steder i Europa, hvor planlagte projekter er blevet helt aflyst, og hvor det faktum, at der har været krisetendenser i offshore vind, har gjort, at der er ting, der er blevet udskudt. Så det, at projektet stadig er i god gænge, og der forhåbentlig snart er en endelig beslutning på vej, synes jeg er rigtig, rigtig positivt. Så skal vi også tænke på, at det her er den første gang i verden, at man gør det her. Så det faktum, at man støder på lidt problemer, det kan næppe overraske nogen. Det havde været underligt andet, fortæller Dan Jørgensen videre.
Netop Energiø Bornholm, der forventes at kunne dække elforbruget for 3,3 millioner danske husstande, er den første af sin slags i verden, hvor der bliver samlet store havvindsparker, kabler, landanlæg og infrastruktur, der kan distribuere strøm på tværs af landegrænser.