Her er Christiansøs nye administrator

Her er Christiansøs nye administrator
Søren Thiim Andersen danner par med Lise Orheim Stender, som kommer fra Bornholm. Foto: Forsvarsministeriet
Torsdag 22. oktober 2020 • 15:06
Af:
torben-oestergaard-moeller
Torsdag 22. oktober 2020 • 15:06
JOB

Forsvarsministeriet har med virkning pr. 1. januar 2021 ansat Søren Thiim Andersen som ny administrator på Christiansø. Ansættelsen sker på baggrund af indstilling fra et ansættelsesudvalg bestående af repræsentanter fra Christiansø og Forsvarsministeriet.

Det oplyser en pressemeddelelse fra ministeriet.

 
Administrationen af øen
kræver både gode administrative,
menneskelige og til tider også
kreative kompetencer

 

I forbindelse med ansættelsen udtaler Søren Thiim Andersen:

– Vi har i min familie altid været meget fascinerede af og glade for Christiansø og er i flere år kommet på øen i forbindelse med familiebesøg på Bornholm, hvor min svigerfamilie bor. Siden stillingen blev slået op i 2016, har vi ofte talt om, at når den blev slået op igen, så ville jeg søge jobbet. Vi ser det som en enestående mulighed at kunne blive en del af det lille lokalsamfund og være med til at give vores bidrag til hverdagslivet og udviklingen af Christiansø.

Søren Thiim Andersen er 38 år. Han er oprindeligt fra Aabenraa, men bor i dag Valby og er ansat som teamleder i Finansministeriets Koncernøkonomi, hvor han har været siden 2013. Forinden har han en fortid i DR, hvor han blandt andet var ansvarlig for økonomistyringen på flere medieområder samt kommunikation heraf.

Søren Thiim Andersen har desuden været selvstændig erhvervsdrivende og haft flere tillidsposter.

Privat danner Søren Thiim Andersen par med Lise Orheim Stender, som kommer fra Bornholm og arbejder som filmproducer. Sammen har de deres søn Carl Ville, som er tre år gammel.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger i pressemeddelelsen:

– Christiansø er en helt unik ø. Med en vigtig historie og et stærkt sammenhold. Administrationen af øen kræver både gode administrative, menneskelige og til tider også kreative kompetencer. Det har Søren. Og derfor ser jeg frem til, at han skal videreføre det vigtige arbejde som administrator på øen. Søren kommer sammen med sin familie til at bidrage til det fantastiske liv på øen, der er i virkelig positiv udvikling.

 

FÅ ABONNEMENT