– Vi vidste godt, der ville være højvande, og der ville komme noget blæsevejr, men vi vidste ikke, der ville komme så meget af det. Det har overrasket, ikke kun os, men hele Danmark, tror jeg.
Ifølge havnefogeden Tom Nielsen havde man forberedt sig så godt, man kunne, men det er svært at gøre noget, når så voldsomme kræfter er på spil, forklarer han.
– Jeg tror simpelthen ikke, vi kunne være bedre forberedt, og jeg synes også, bådejerne har været gode til at lytte til vores advarsler. De havde ændret på deres fortøjninger, flyttet bådene og så videre. Men jeg havde ikke forestillet, at det blev så vildt, for det var dog helt ekstremt, hvad det endte ud med, siger Tom Nielsen.
Særligt hårdt gik det udover Nordbornholms Røgeri i Allinge, der mere eller mindre måtte se restauranten blive ødelagt.
– De har endda fået mur rundt om for at beskytte, men det er ikke i nærheden af nok, når det er så voldsomt. Det var ikke almindeligt det her, fortæller havnefogeden.