– Midt inde i Paris ligger en havn, der hedder Port de l'Arsenal. Der lå vi i en måned, fortæller Hasse Hjorth.

Der er indgang til kabyssen agter. På øverste dæk har Birgit og Hasse Hjorth indrettet en terrasse, hvorfra de kan nyde synet af landskaber og trafik, der flyder forbi. Foto: Berit Hvassum
Sluserne lukker om natten
Siden da har Hasse og Birgit Hjorth sejlet Frankrig tyndt i deres flodbåd. Floderne og kanalerne har ført dem helt ned til Cap d'Agde ved den spanske grænse, og Gus fra Nexø har også dyppet fenderne i Middelhavets bølger.
I dag ligger Gus Neksø I i Schweiz. På rejserne er parret blevet del af et større fællesskab af sejlende fra hele verden, der har gjort flodsejladsen til en kultur, og pludselig en dag stod der en køber.
Nu har Hasse Hjorth så brugt et år på at bygge en efterfølger af passende størrelse. For han er slet ikke færdig med at sejle på de franske floder og kanaler.
Det lyder utrolig hyggeligt. Er det noget enhver idiot kan gøre?
– Ja, det er det, siger Hasse Hjorth og tegner et billede af en typisk dag på flodbåden.
Man står op, spiser morgenmad og tænder motoren. Så sejler man hele dagen, måske afbrudt af et kort stop til frokost. Måske lægger man til kaj en dag eller to og cykler en tur. For man har naturligvis cykler med på båden. Når man er træt og vil sove, lægger man til ved kajen. Sluserne lukker om natten, så der er ikke noget, der hedder nattesejlads på de europæiske kanaler. Sluserne er en del af dagsrytmen, og på visse strækninger kan man nå at passere 30 sluser på en dag.
Springer Østersøen over
Hasse Hjorth har svært ved at sætte et præcist tal på, hvad det koster at bygge en flodbåd med plads til to personer, men 100.000 kroner er nok ikke helt ved siden af. Og det er altså for et skib med komfur, køleskab, badeværelse med toilet og sovepladser til to.