Over halvdelen af husene er nu fleksboliger

Der er stadig folk, der flytter til Aarsdale, men sammenhængskraften er svær at opretholde, når over halvdelen af byens huse er fleksboliger. Det fortæller Mads Trærup, som er formand for byens borgerforening.

Det er lidt over et år siden, diskussionen om bopælspligt atter blev aktuel, da en interessekonflikt i Listed bød på en sprængfarlig generalforsamling i borgerforeningen.

Her et år efter har byen to borgerforeninger, hvoraf den ene primært har fleksboligejere i bestyrelsen, mens den anden ønsker en vedtægtsændring, hvor fleksboligejere ikke kan blive hverken formand, næstformand eller kasserer i foreningen.

I Pedersker beretter byens lokalforening også om et ønske om at holde antallet af fastboende borgere oppe, fordi både Brugsen, den nyåbnede børnehave og skolen er afhængige af, at der er liv i byen året rundt.

Tidende har derfor sat 43-årige Mads Trærup stævne. Han bor i en anden by uden bopælspligt, nemlig Aarsdale. Han flyttede dertil i 2012; en periode, hvor alt på Bornholm var til salg.

– Man kunne bare køre rundt og vælge, og min kone sagde, at nu hvor hun var bornholmer, så kunne jeg køre rundt på øen og finde et sted, hvor jeg synes, vi skulle bo, fortæller han.

Han er selv fra Sønderjylland, men han havde ladet sig overtale til at flytte med til konens fødeø.

– Så faldt vi over det her hus i Aarsdale, der lå lige ned til vandet, og det var super flot. Dengang var det mest de gamle fiskefamilier, der boede i byen, men siden er der jo kommet mange flere til.

Han har selv tre børn, som har gjort det nemt at skabe fællesskaber i byen. De seneste fem-seks år har han desuden engageret sig i Aarsdale Borgerforening, hvor han nu er formand.

Trist og ærgerligt

Der er nemlig sket meget igennem de seneste 13 år, og havnen som engang var en fiskehavn er nu blevet en badehavn.

– Det største, der er sket i Aarsdale, det var allerede i 2014, da bopælspligten blev ophævet, fortæller Mads Trærup.

Han husker, at der på Bornholm havde været nogle tynde år befolkningsmæssigt, at huse ikke blev sat i stand, og prisen på husene faldt. En nedadgående spiral, kalder han det - lige indtil byens huse blev frigivet som sommerhuse.

– Men det er svært, for det har både haft en god og en dårlig indvirkning på byen. Hvis du spørger mig, er jeg ikke interesseret i, at vores lille hyggelige by skal have tomme huse. Det er både trist og ærgerligt, fortæller han.

Han understreger dog, at det er en politisk beslutning at afskaffe bopælspligten.

– Vi i borgerforeningen er aldrig blevet hørt eller spurgt, så vi har ikke haft mulighed for at gøre noget ved det. Vi tog debatten i byen, dengang det blev indfaset, for mange af de ældre borgere var sådan set glade for, at de kunne sælge deres hus og komme videre i deres liv, forklarer han.

– Der var også huse, der blev renoveret og så pæne ud, for der kom nogle ret pengestærke mennesker til byen, forklarer han.

Da man derfor ikke i borgerforeningen kunne blive helt enige om, hvad man skulle gøre - hvis noget - blev man enige om at få det bedste ud af situationen.

– Vi havde ikke noget mandat, og vi havde ikke noget beslutningsgrundlag til at gøre noget som helst, så vi måtte simpelthen få det bedste ud af den situation, vi var blevet sat i og fokusere på at lave ting og arrangementer der samler fællesskabet i den by, man nu engang er i.

– Hvis vi begynder at diskutere politik, så vil det nok hurtigt splitte mere, end det samler, så selvom man personligt kan have forskellige holdninger til det, så er vi blevet enige om, at vi lægger det ned, for der er alligevel ikke nogen, der kommer til at høre på os, forklarer han.

Pivdyre huse

Siden 2014 har bryggeriet Mikkeller forelsket sig i byen, der er blevet renoveret på røgeriet, og netop i år er Flamingo Bar åbnet på Solgården, hvor Gorms i et par år har haft pizzeria.

– Og så har vi jo flere lokale foreninger, som samarbejder og spiller godt sammen. Vores lille indkøbsbutik, Høkeren, er et omdrejningspunkt, vi har saunaklub, petanqueklubben og havnen. Vi holder sammen og gør hinanden stærke, fortæller han.

Det betyder, at man bakker op om hinandens arrangementer og bærer med, når der er mulighed for det.

– Når vi ikke er så mange mennesker, så handler det jo også om at støtte om omkring de projekter, der er.

Der har netop været Aarsdaledag på havnen, og året igennem er der da også både fastelavn, halloween, julemarked og alverdens andre aktiviteter i borgerhuset. Men jo flere fleksboliger, der er i byen, des færre mennesker er der til at få årshjulet til at dreje rundt, og så føles opgaven med at vedligeholde det store fælleshus også tungere.

– Der er mange flere, der gerne ville være børnefamilie i Aarsdale, men husene er simpelthen så pivdyre, og fordi der ikke er bopælspligt, er du i konkurrence med den rige del af København, som vil bruge det som sommerhus. De er villige til at smide rigtig mange penge efter et hus, der ikke nødvendigvis er så meget værd.

– Det er svært at trække folk til en lille landsbyflække, når husene koster tre-fire millioner.

Han oplever dog, at der stadig løbende flytter børnefamilier til byen.

– Vi har været heldige med, at der er kommet nogle ildsjæle, som har balanceret det ud, og så har vi mange fleksboligejere, som engagerer sig.

Magisk grænse

Mange af de ældre, der har været meget aktive borgere igennem mange år, er nemlig flyttet til Nexø, og så sætter de husene til salg. I løbet af de seneste år er der således flyttet 10-15 fastboende børnefamilier til byen.

– Og så er der kommet alle de her fleksboliger, og de kommer med en god attitude, er glade, feriestemte og lægger nogle penge i byen.

Han skyder på, at indbyggertallet i byen er blevet halveret, siden bopælspligten blev afskaffet, og uanset hvor god attituden er, så kan det efterhånden mærkes.

– Vi har passeret den magiske grænse, og jeg gætter på, at 60 procent af husene i Aarsdale er fleksboliger i dag. Det er voldsomt, og vi har nået et tipping point, hvor det kan være svært at opretholde nogle af de ting, der skal drive en by.

Selvom der snart er kommunalvalg, og det måske kunne give anledning til at prøve at få politikerne i tale, så går Mads Trærup ikke og nærer forhåbninger om, at der kommer nogen og genindfører bopælspligten.

– Det er meget svært at trække sådan en tilbage, men det kunne selvfølgelig være dejligt, hvis man kunne lave en stopklods eller sådan noget, men jeg tror, det bliver svært.

Skulle der indføres en stopklods, skulle det efter hans mening sikre, at mindst 50 procent af byens huse var beboede året rundt.

– Det er, når man passerer den der magiske grænse, sammenhængskraften begynder at være svær.

Inviterer nye indenfor

I borgerforeningen har man derfor fokus på hellere at skrue ned for aktivitetsniveauet end at drukne i foreningsarbejde.

– Vi gør det, der er behov for, og så skruer vi hellere lidt ned for aktivitetsniveauet, frem for at lave arrangementer, der dræner os.

Derfor inviterer de med åbne arme nye børnefamilier ind i byen, for når børn er indblandet, møder man ofte hinanden på kryds og tværs - helt uden bestyrelsesarbejde.

– Børn bringer folk sammen på nye måder. Så er det nemmere at være nytilflytter, fordi man bliver gode venner med forældrene i børnehaven, og når børnene skal lege sammen, er man nødt til at drikke et glas vin sammen, smiler han.

Hvert år arrangerer børnefamilierne i byen desuden en tour de chambre, hvor de besøger hinanden og får en drink i hvert hus - uden børn vel at mærke.

– Det plejer at ende i en stor fest, for man får jo nogle drinks indenbords på turen rundt, ler han.

Han er overbevist om, at Aarsdale ville myldre med børnefamilier, hvis det ikke var for de høje huspriser. Da han flyttede til østlandet, var der nemlig stor usikkerhed om skolerne, hvilket gjorde byen uattraktiv.

– Bornholm var ikke et sted, man flyttede til, og når der så var snak om skolelukninger, så ville ingen flytte til Svaneke-området.

Den sidste bastion

Mads Trærups oplevelse var, at folk begyndte at få øjnene op for området i 2015, da skolen blev privat, og da de første 10 familier var flyttet til Svaneke-området, blev det pludselig populært.

Han tror derfor, at husene i Aarsdale var blevet solgt, uanset om bopælspligten var blevet afskaffet eller ej.

– Det ville bare være til nogle andre mennesker, for vi har så mange gange haft børnefamilier, vi har kendt og snakket med, som har fortalt, at de har budt på et hus, men så lykkes det ikke alligevel, fordi de er blevet overbudt af nogle andre.

– Det er ikke bare én gang - det er relativt mange gange, og det er svært.

Der er ellers flere, som har en god intention om, at de vil sælge deres hus til en børnefamilie, som vil bo i byen.

– Men man kan ikke bede folk, der flytter fra byen om at tage et bud, der er 300.000 kroner lavere - eller mere end det. Og man kan ikke udskamme folk for det, for det har vi også haft noget af, men det kan kan man ikke være bekendt.

– Det er politikerne, der har taget en beslutning og ikke den person, der sælger sit hus.

Han mener derfor fortsat, at den vigtigste opgave er at støtte op om den lille foreningsdrevne købmand, Høkeren, for hvis flere og flere huse bliver solgt som fleksboliger, så bliver det bare sværere og sværere at få hjulene til at køre rundt.

– Så må vi værne om det, der er allerbedst, og det er Høkeren. Der er åbent året rundt, og det er der man mødes og kan få en kop kaffe. Det må være vores sidste bastion.