Gravgaard: Staten må tage ansvar for bopælspligtens konsekvenser

Hvis vi vil sikre levende kystbyer, må vi turde tage fat om roden til problemet.

Ophævelsen af bopælspligten blev solgt som en solstrålehistorie. Tomme huse blev solgt, håndværkere fik arbejde, og bybilledet fik et løft, da velhavende købere satte i stand. Mange ældre kunne komme videre, og for en stund føltes det, som om Bornholm havde fået vendt en nedadgående spiral. Men for hver dag, der går, står det mere og mere klart, at det for mange områder kun var en midlertidig gevinst. Den beslutning, som skulle sikre nyt liv, har i stedet gjort mange lokalsamfund til kulisser – smukke at se på, men uden dagliglivets summen.

I byer som Aarsdale og Listed er sammenhængskraften ved at smuldre. Når op mod 60 procent af husene i en by er fleksboliger, bliver det stadig sværere at holde foreningslivet, indkøbsstederne og fællesskaberne kørende. For de familier, der gerne vil slå rod, er kampen ulige. En gennemsnitlig bornholmsk løn kan ikke konkurrere med købekraften fra whiskybæltet, hvor sommergæster gladeligt betaler tre-fire millioner og langt mere for et hus, der tidligere kostede en brøkdel. Resultatet er, at børnefamilierne ofte må se sig overbudt – og byerne miste de mennesker, der kunne sikre liv året rundt.

Problemet er ikke, at fleksboligejerne kommer. Mange af dem bidrager positivt, engagerer sig og bringer feriestemning og penge til lokalområdet. Problemet er balancen. Når antallet af fastboende tipper under en kritisk grænse, mister byen sin bærekraft. Det burde man have forudset politisk. I stedet for en blanket ophævelse burde man have beskyttet de mest sårbare og attraktive lokalsamfund, som vi gjorde det i mange af øens større byer. Men det skete ikke, og konsekvenserne ses nu tydeligt.

Der findes én reel vej tilbage: Staten, der satte bopælspligten fri, må også tage ansvar for at genskabe balancen. Det bør ske ved, at staten på markedsvilkår opkøber boliger i de byer, vi ønsker at sikre, genindfører bopælspligten på dem og sælger dem til fastboende. Langsomt og sikkert kan man på den måde genskabe livet, hvor det er ved at forsvinde, og regeringen kan bevise, at de bekymrer sig for 'landområderne'. Det er en vanskelig løsning – men den eneste realistiske. For vi kan ikke overlade det til den enkelte hussælger at ofre hundredtusinder eller millioner for fællesskabets skyld. Det vil ikke ske.

Hvis vi vil undgå, at flere byer reduceres til kulisser for ferieliv, må vi handle nu. Det skylder vi de fastboende, de frivillige kræfter og de kommende generationer.