Har kontrakt med kommunen – men friskolen må ikke leje ud til børnehus

Har kontrakt med kommunen – men friskolen må ikke leje ud til børnehus
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Torsdag 23. juli 2020 • 12:02
Af:
elisabeth-krogh
Torsdag 23. juli 2020 • 12:02
SKOLE

Svaneke Friskole og Svaneke Børnehus er havnet i lidt af en klemme. Siden skolen blev privat, har man lejet ud til den kommunale pasning Svaneke Børnehus.

Men det er ulovligt, har Børne- og Undervisningsministeriet understreget over for skolen.

Det er i strid med friskoleloven, at friskoler driver udlejningsvirksomhed, skrev ministeriet i januar ud til alle landets friskoler.

Derfor skal der nu findes en anden løsning, siger Nicolai Munk Pedersen, formand for Svaneke Friskole.

En løsning kan eksempelvis være, at regionskommunen køber bygningerne, som børnehuset lejer sig ind i, eller det kan være, at institutionen simpelthen flytter fra bygningerne.

– Ministeriet mener, at alle skal følge reglerne. Nogle skoler tjener gode penge på udlejning. Selvom vi ikke tjener penge på at leje ud til kommunen, så står der i friskoleloven, at vi ikke må leje ud på permanent basis og tjene penge på det. Så vi skal nu sammen med kommunen finde en løsning på, hvad vi gør, siger bestyrelsesformanden.

I 2015 købte Svaneke Friskole bygningerne, der tidligere rummede den kommunale Svaneke Skole, samt nabobygningerne, der rummede Svaneke Børnehus.

Der blev indgået en lejeaftale med regionskommunen om, at den kommunale vuggestue og børnehave kunne blive i bygningerne, så længe det var ønsket fra kommunens side.

Nicolai Munk Pedersen oplyser, at lejeaftalen med kommunen er en del af købsaftalen og er uopsigelig fra skolens side, og at huslejen er 5.000 kroner om måneden.

Var man ikke opmærksom på, at det var ulovligt, da man indgik kontrakten?

– Nej, det har man ikke været, siger bestyrelsesformanden.

Ministeriet strammer op

At det bliver et problem for skolen nu, skyldes, at Børne- og Undervisningsministeriet har indprentet overfor friskolerne, at det er ulovligt at udleje.

”Det skal understreges, at det ligger udenfor en friskole eller privat grundskoles formål – og dermed er i strid med friskoleloven – at drive udlejningsvirksomhed, herunder at leje lokaler ud til en privat ekstern børnehave eller andre lejere”, har ministeriet skrevet i brevet til friskolerne.

Børnehus må måske flytte

Hvilke løsninger kan der så være på problemet?

– Et scenarie kunne være at flytte Svaneke Børnehus til Mælkebøtten (specialbørnehaven Mælkebøtten i Svaneke, red). En anden mulighed kunne være at skolen kunne sælge bygningerne til kommunen, siger Nicolai Munk Pedersen.

Han oplyser, at Svaneke Friskoles bestyrelse ikke har taget stilling til, om man vil sælge bygningerne til kommunen.

Foreløbig må skolen sidde i venteposition, fordi det er politikerne, der nu har bolden.

– Vores problem er, at vi ikke kan opsige lejekontrakten, da den er uopsigelig, og at det er en politisk beslutning, hvad der skal ske. Det er politikerne, der skal beslutte, om de for eksempel vil købe bygningerne eller flytte børnehuset. Men vi skal nok finde en løsning, mener Nicolai Munk Pedersen.

Svaneke Friskole søgte i april om dispensation til at fortsætte udlejningen til kommunen, men fik blankt nej fra ministeriets side, oplyser han.

Skolen ser helst, at børnehuset fortsat kan ligge i tæt tilknytning til skolen.

– Børnehuset er fødekæde for skolen, og vi synes, det er den optimale situation, at det fortsat ligger, hvor det gør.

Ny situation

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formand for Børne- og Skoleudvalget, Morten Riis (Ø), men udvalgsmedlem Bente Helms (S), børne- og skoleudvalget, siger, at hun ikke mener, at hverken kommunen eller skolen har været klar over, at lejeaftalen ikke var i orden.

– Alle var tilfredse med den løsning, da aftalen blev indgået, og jeg har aldrig hørt ordet ”ulovligt” i den forbindelse. Men når der nu kommer den melding fra ministeriet, er det en ny situation. Så må vi tage det op og se på hvilke løsninger, der kan være, siger Bente Helms.

Hun oplyser, at børne- og skoleudvalget ikke endnu har drøftet den nye situation, og derfor heller ikke forholdt sig til, hvilke løsninger der kan være.

– Men vi vil gå i dialog med børnehuset og forældrene og i sidste ende er det en kommunalbestyrelsesbeslutning, hvad der skal ske, hvis der følger økonomi med, siger Bente Helms.

FÅ ABONNEMENT