Hans genser kasernen 59 år efter drama mellem liv og død

Hans Brændsgaard Christensen var i 1964 et ud af de 85 besætningsmedlemmer fra Esbern Snare, som blev bragt ind på Almegårds Kaserne, alvorligt syge af musetyfus.

Det er en flot og solrig efterårsdag, da 79-årige Hans Brændsgaard Christensen genser Almegårds Kaserne for første gang i 59 år.

Idyllen står i grel modsætning til det drama, som udspillede sig i efteråret 1964, da han i bevidstløs tilstand blev bragt ind på kasernen til behandling af forsvarets læger og sygepassere.

Hans Brændsgaard var et ud af 85 besætningsmedlemmer om bord på fregatten Esbern Snare, der blev syge af musetyfus. Det skete, mens fregatten var øst for Bornholm, på vej til et venskabsbesøg i Finland.

Mange af besætningsmedlemmerne, heriblandt Hans Brændsgaard var så hårdt ramt, at man besluttede at vende om og gå i havn i Rønne.

Bevidstløs i to døgn

– Jeg har bagefter fået fortalt, at jeg blev båret i land, og at jeg var bevidstløs i to døgn, fortæller Hans Brændsgaard.

Han er i weekenden kommet på besøg sammen med sine to døtre, Marianne Lauridsen og Sanne Brændsgaard, og de bliver vist rundt på kasernen af kaptajn Sven Arvidsen og oversergent Steen Aner.

– Jeg husker de røde bygninger, men jeg husker ikke, hvor det var, at vi blev indkvarteret. Jeg husker kun, at området var hegnet ind, og der var skiltet med, at det var et afspærret område. I den første tid var jeg meget syg, og jeg både kastede op og havde diarré.

– Jeg havde ondt af sygepasserne, der skiftede vores sengetøj flere gange om dagen, og de var også isolerede sammen med os, siger Hans Brændsgaard.

Tyfus er en særlig form for salmonellabakterie. Det er en sjælden, men alvorlig sygdom, der kræver omgående hospitalsbehandling, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Tyfus er i dag meget sjælden i Danmark, men stadig almindelig mange steder i den tredje verden, og man kan få den på rejser.

Navnet musetyfus skyldes, at rotte- og muselort kan være årsag til mavetarminfektionen.

Hans Brændsgaard fortæller, at man mente, at årsagen til sygdomsudbruddet blandt omkring halvdelen af besætningen på skibet var, at man havde spist koldskål indeholdende æg, som mus måske var løbet hen over.

– Jeg husker de røde bygninger, siger Hans Brændsgaard Christensen. Foto: Holger Larsen

Ingen døde

Den lykkelige slutning på historien er, at ingen døde.

– Men vi fik at vide, at der ikke skulle være gået meget længere tid uden behandling, før nogle af os ville være døde, siger han.

– Jeg kunne i de første 14 dage kun spise havresuppe, og efterhånden begyndte jeg at drømme om mad, og jeg læste madopskrifter i ugebladene.

Da marinerne efterhånden var begyndt at komme sig, begyndte de at kede sig. Bornholms Værn arrangerede derfor udflugter til hjemmeværnsgården i Simblegårdsbakkerne i Klemensker, hvor Hans Brændsgaard og hans kammerater fik lov til at komme ud at gå i terrænet.

– Jeg var en af de sidste, der forlod Almegårds Kaserne. Jeg blev fløjet til Sjælland og blev indlagt på en sygestue i Auderødlejren. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at jeg var på Bornholm i en måned og så efterfølgende en måned i Auderød, inden jeg fik lov til at rejse hjem til Thorsminde.

En højspændt tid

Bornholms Tidende skrev den 7. oktober 1964, at Esbern Snare denne dag forlod Bornholm efter at have ligget i Rønne Havn i 29 dage. På dette tidspunkt var der dog stadig syge besætningsmedlemmer tilbage på kasernen.

På Almegårds Kaserne blev det i øvrigt et noget sygdomspræget efterår i 1964, idet omkring 200 soldater blev ramt af influenza, og en del af dem blev indlagt på infirmeriet.

Hans Brændsgaard var påmønstret Esbern Snare som værnepligtig i januar 1964. Det var en højspændt tid – ligesom det er i dag. Esbern Snare var ofte i Østersøen for at holde øje med russerne, og Hans Brændsgaard husker en episode, hvor man sejlede en russisk trawler ned (man reddede besætningen).

Han husker også, at man ganske usædvanligt for den tid var på besøg i Gdynia i Polen, som dengang var et warszawapagtland, og at man i øvrigt fik en glimrende modtagelse.

Hans Brændsgaard Christensen og hans døtre, Marianne Lauridsen og Sanne Brændsgaard, blev vist rundt på Almegårds Kaserne af oversergent Steen Aner (til venstre og kaptajn Sven Arvidsen. Foto: Holger Larsen

Fisker i Thorsminde

Hans Brændsgaard har fisket fra Thorsminde i det nordlige Vestjylland i hele sit liv – ligesom en stor del af hans familie har gjort det før ham. Fiskerne var eftertragtede i marinen. Han startede som artillerist på en af fregattens 10 kanoner, men fik senere en matrosfunktion.

– Vi sov i hængekøjer, som skulle pilles ned om morgenen, og vi var 24 mand om en enkelt bruser, husker han om forholdene om bord på Esbern Snare.

Hans Brændsgaard var en del af det sidste værnepligtshold på Esbern Snare, som blev taget ud af drift, sat til salg og senere ophugget i Sverige.

Søværnet fik senere en ny fregat med samme navn, og den nye Esbern Snare er stadig aktiv.

Hans Brændsgaards tid som marinesoldat sluttede med sygdommen, og da han efter nogle måneder igen var helt rask, genoptog han fiskeriet og gik på efterløn som 60-årig.

– Vi har i mange år talt om, at vi skulle til Bornholm, så jeg kunne se kasernen igen. Nu kom muligheden, og det har været en god oplevelse, siger Hans Brændsgaard.

Udklip fra Bornholms Tidende den 7. oktober 1964.